Folketinget har vedtaget lavere skrotgrænse
Reparationsgrænsen på 65 procent træder i kraft nytårsdag.
Vedtagelsen skete med stor modstand, selv om ingen tog ordet ved trediebehandlingen den 17. december. Socialdemokratiet, SF, Det radikale Venstre, Enhedslisten og Liberal Alliance stemte nej til det samlede lovforslag, der gennemfører finanslovforligspartiernes aftale om større fradrag for hotelmoms, højere varmeafgift og lavere skrotgrænse.
Undervejs blev lovforslaget mildnet for at sikre Marion Pedersens (V) stemme. Der er indført et fradrag på 5120 kroner til airbags. Det vil koste 10 millioner kroner af de 120 millioner, som skatteminister Troels Lund Poulsen (V) regnede med i indtægter.
Branchen afviser Skatteministeriets vurdering, der lyder på 100 færre beskæftigede. Dansk Metal vurderer forsigtigt omkring 450 færre job, og Håndværksrådets vurdering siger op mod 1000 job.
Motorcykler får alligevel lov at bevare den gamle reparationsgrænse, hvilket igen koster 8 millioner kroner i nye afgiftsindtægter.