23948sdkhjf

Bilsalget i fortsat fremgang

I april steg personbilsalget 20,8 procent, mens varebilsalget stadig ligger langt under tidligere tiders niveau.
Personbilssalget steg betydeligt i april sammenlignet med april 2009. Et halvt års konstant vækst og en fremgang i april på 20,8 procent vidner om et personbilsmarked, der for alvor er ved at have lagt krisen bag sig.

- En fremgang i personbilssalget på over 20 procent er endnu et tegn på, at bilkøberne har lagt krisen bag sig. Det er tydeligt, at bedringen i konjunkturerne og den generelle stigning i forbrugertilliden kan aflæses i bilsalget. Det er i høj grad de private bilkøbere, der driver fremgangen – både gennem privatleasing og det mere traditionelle bilkøb. Samlet set er næsten 11.000 solgte personbiler særdeles tilfredsstillende – specielt, når vi husker på, at påsken sidste år faldt i april og netop påskedagene traditionelt er den tid, hvor mange private køber bil, siger Bent Mikkelsen, adm. direktør hos De Danske Bilimportører.

- Tallene for april er en bekræftelse af, at markedet bevæger sig i den rigtige retning. Vi har nu rundet et halvt år med konstant vækst i bilsalget og fremgangen synes at have bidt sig fast. Vi tror, at tendensen fra de seneste måneder vil fortsætter i den kommende tid, siger Bent Mikkelsen.

Tilbagegang for varebiler

I modsætning til personbilerne, så har markedet for varebiler endnu ikke mærket meget til fremgangen. I april gik markedet endnu engang tilbage og salget af nye varebiler dykkede med 10,4 procent.

- Varebilsmarkedet har det fortsat svært. En tilbagegang på cirka 10 procent og et fald i årets første fire måneder på samlet set 8,1 procent er ganske vist langt mindre end, hvad vi tidligere har oplevet, men overordnet set er varebilerne hårdt ramt. Den optimisme som præger de private købere er endnu ikke slået igennem i virksomhedernes investeringer, og samtidig er mange brancher fortsat ramt af såvel konjunkturerne såvel som virkningen af den hårde vinter. Vi forventer dog, at varebilsmarkedet langsomt vil bedres efterhånden som den aftagende krise forstærker behovet for godstransport, udtaler Bent Mikkelsen.

Lastbilmarkedet hårdt ramt

Nyregistreringerne af lastbiler faldt i april med 48,7 procent sammenlignet med april 2009.

- Markedet for lastbiler er fortsat meget tydeligt påvirket af krisen. Det er et marked, der er markant anderledes end person- og varebilerne, og det er en del af forklaringen på de markant dårlige tal, men overordnet set er godstransporten fortsat præget af eftervirkningerne af krisen, og det bliver formentligt tidligst på den anden side af sommeren, at vi vil opleve en forbedring på lastbilsmarkedet, siger Bent Mikkelsen.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.062