23948sdkhjf

129 udstillere på 127 stande

FTZ gør klar til endnu to dages fagmesse, denne gang i Odense den 10.-11. november.
FTZ Autodele & Værktøj A/S holder atter FTZ Fagmesse, nummer otte af slagsen - denne gang i Odense Congress Center i dagene 10.-11. november.

- Danmarks største fagmesse for autobranchen byder på over 120 udstillere, heraf en del udenlandske, masser af nyheder, knivskarpe tilbud, konkurrencer hver dag, gratis forplejning - både til maven og halsen og kræmmermarked, lover vicedirektør Leif Larsen.

- Foruden vores gode leverandører præsenterer vi også vores egne koncepter og ydelser til autobranchen og håber således, at vi igen kan skabe en intens autostemning i Odense, siger han.

- Vi er glade for at kunne holde fagmessen i hjembyen for vores hovedkontor. Odense Congress Center byder på gode lokaler med tilkørselsforhold og parkering i top. Vi fylder alle 6000 kvadratmeter ud, siger Leif Larsen.

- Vores mange kunder køres blandt andet ind i busser fra en lang række af vores afdelinger. Der bliver mindst 30 busser, og det er flere end tidligere. Nyt er det også, at vi laver en såkaldt Storebælts kampagne, hvor vi sørger for kompensation for udgiften til broen i forbindelse med messebesøget. Ved at aflevere en bon for broen, sørger vi for en kreditnota – det er en god løsning, mener Leif Larsen.

Arbejdende stande

Fagmessen byder på 129 udstillere, fordelt på 127 stande, samt arbejdende stande og mulighed for at deltage i forskellige konkurrencer og lodtrækninger.

Der bliver ligeledes mulighed for at komme tæt på en MonsterTruck på Bridgestone standen (stand 4812), at høre rytmerne og bassen pumpe fra et monteret anlæg hos Au2tek (stand 3038) samt at gå på kræmmermarked og gøre en god handel (stand 4542).

- For at vi kan forberede os så godt som muligt, er tilmelding nødvendig, tilføjer Leif Larsen. I den forbindelse beder FTZ kunderne om at tilmelde sig i den lokale FTZ afdeling enten ved at ringe til afdelingen eller ved at indsende en tilmeldingsblanket.

Ved tilmeldingen vil man modtage adgangsbillet/billetter til den dag, man ønsker at besøge messen.

Det er vigtigt at medbringe denne adgangsbillet, da den giver fri adgang til hele messeområdet inklusiv bespisningsområdet.

Sidste FTZ Fagmesse fandt sted i Fredericia i november 2009, og dengang blev det til besøg af godt 6600 kunder - og med leverandører og FTZ-folk lagt til - løb antallet op i godt 8150 mennesker over to dage.

- Vi regner med at nå samme niveau i år, forudser Leif Larsen.

Elektronisk bogføring

- Hos FTZ glæder vi os desuden meget til at præsentere alle de sidste nye muligheder i FTZ+ kundestyring, hvor vi nærmer os 500 brugere med raske skridt, men mest af alt glæder vi os til at præsentere alle vore kunder for elektronisk bogføring af FTZ fakturaer i kundernes regnskabssystem - helt automatisk ned på forskellige varekøbskonti, forklarer Leif Larsen.

- Der programmeres på højtryk lige nu for at dække så bredt som muligt. Ligesom FTZ+ gør hverdagen meget nemmere for mekanikerne, så kommer her løsningen, der gør det meget lettere for bogholderen, lover han og tilføjer:

- Vi tror på, at rigtig mange kunder vil tage imod denne løsning med åbne arme. Endnu et skridt på vejen i vores bestræbelser på at gøre det bedste, vi kan over for vores kunder.

8. fagmesse

Det er den 8. FTZ Fagmesse, der holdes i Odense i år.

De øvrige har været:

2002 – Fredericia

2004 – Roskilde

2005 – Fredericia

2006 – Ballerup

2007 – Fredericia

2008 – Ballerup

2009 – Fredericia

Næste år er der fagmesse i Fredericia den 2.-3. november 2011, og året efter regner Leif Larsen med, at det atter bliver i Odense.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078