Ergonomi hele vejen ved håndtering af dæk
Godt arbejdsmiljø handler også om, at bilhjul kan håndteres helt uden løft, når der skal skiftes dæk og afbalanceres.
Indehaver af Mobitec, Niels Erik Dahl, som forhandler Mondolfo dæk- og afbalanceringsmaskinerne fortæller, at hvis man skal bruge kræfter, gør man noget forkert.
Dækket løftes op ved hjælp af en lille lift, der er placeret på maskinens venstre side. Derefter skal dækjern og dækpresser kun placeres. Betjeningen af dem foregår ved fod- og håndbetjente knapper og pedaler.
Når det nye dæk er monteret, løsnes fælgen fra opspændingen, og det tippes til venstre, hvor det igen lander på dækmaskinens lift. Derfra går turen videre på rullebordet, ind til dækoppumpningsburet.
Når det er pumpet op til korrekt tryk, trilles det videre over til endnu en lift, som er placeret mellem oppumpningen og afbalanceringsmaskinen. Liften køres op i position til afbalanceringsmaskinens spindel. Kvikspænderen sættes på, og når fælgen er spændt op, bliver dæk og fælg vejet af, så klodserne kan placeres.
Hele processen fra dækmaskinen og frem til, hvor det er pumpet op og afbalanceret, kan ske ved hjælp af små midler i form af lifte på og ved maskinerne, og det kan gøres helt uden brug af rå muskelstyrke og løft af nogen som helst art.