Bilsalg på vej mod top-10 rekord
- En vækst på 38,4 procent sammenlignet september med sidste år er særdeles positivt og understreger den styrke, som bilmarkedet har vist i 2010. Med 110.754 solgte personbiler er markedet efter årets første ni måneder tæt på at tangere salgstallet for hele 2009, og dermed er 2010 godt på vej i top 10 over årerne med flest solgte personbiler i Danmark nogensinde. Det er en utrolig positiv udvikling, og da det er reelle registreringstal ikke prognoser eller korrigerede tal så giver udviklingen et meget præcist billede, siger Bent Mikkelsen, adm. direktør hos De Danske Bilimportører.
Der er vækst i samtlige segmenter af personbiler, men i øjeblikket er det mindre biler, der for alvor trækker væksten. Der er en europæisk tendens mod lidt mindre modeller, men den er helt klart stærkere i Danmark end i mange af vore nabolande. Bilimportørerne forventer imidlertid, at de lidt større biler også vil opleve fremgang i de kommende måneder, der jo traditionelt er den tid på året, hvor der sælges mange firmabiler.
Vare- og lastbiler frem
Ligesom personbilerne viser også de ellers hårdt prøvede varebiler fremgang i september. 1513 nye varebiler rullede ud af bilhusene i september, og det var en stigning på 18 procent.
- Vi har længe forventet en stabilisering på varebilsmarkedet, og den synes nu efterhånden at være indtruffet. At vækstraterne ligefrem er tocifrede er en positiv overraskelse, men det hører naturligvis med til det samlede billede, at vi kommer fra et historisk lavt niveau. De kommende måneders salg vil være en vigtig indikation af investeringslysten i de små og mellemstore virksomheder, siger Bent Mikkelsen.
Også nyregistreringerne af lastbiler steg kraftigt i september. 518 lastbiler svarende til næsten 25 af det samlede salg i årets første ni måneder, gav en stigning i nyregistreringerne på 87,7 procent. Tallet dækker dog ikrafttrædelse af en række EU-regler, som har bevirket ekstraordinært mange registreringerne i september, så DBI forventer ikke den samme udvikling i de kommende måneder.