23948sdkhjf

Vestfyn Trækker igen i 2011

De seneste års største transportmesse, Vestfyn Trækker i Ejby, skulle efter planen først afholdes igen i 2012. Efter ønske fra udstillerne har man imidlertid fremskyndt næste arrangement til maj 2011.
Siden maj, hvor VBG senest afholdt Vestfyn Trækker, har de videre planer for arrangementet været ventet med spænding. Egentlig skulle messen først afvikles igen i 2012; men efter dette års fordobling af besøgstallet bebudede arrangøren, at man ville overveje afholdelse allerede i 2011. Nu er beslutningen taget.

- På baggrund af udstillernes ønsker har vi valgt at holde Vestfyn Trækker igen fra den 27. til 29. maj 2011, siger VBG's direktør, Per Mikkelsen.

Beslutningen er truffet på baggrund af de spørgeskemaer, som udstillerne har udfyldt efter årets messe.

- Et stort flertal ser gerne, at arrangementet afholdes igen allerede i 2011, og det ønske har vi valgt at efterkomme, fortsætter direktøren. Han forklarer tilgangen med, at Vestfyn Trækker er et udstillerdrevet arrangement.

- Vi holder messen for at dække et behov hos udstillerne, som for manges vedkommende også er VBG's partnere og kunder i det daglige. Ønsker de en messe, er vi indstillet på at holde den - og gør de ikke, lader vi være.

Investerer i forbedringer

VBG er samtidig gået fra idéen om at arrangere mindre "satellitudstillinger" andre steder i landet.

- På grund af den centrale beliggenhed tiltrækker messen besøgende fra hele landet. En analyse har vist, at gæsternes geografiske fordeling er forholdsvis jævn, og set i det lys vil vi hellere holde én fuldstændigt dækkende udstilling end flere mindre, lyder det fra Per Mikkelsen, der i stedet vil gøre en yderligere indsats for at trække besøgende til det fynske. Samtidig investerer man i forbedringer af markedsføringen og optimering af udstillerforholdene i Ejby.

- Det ekstraareal, som vi har udvidet udstillingen med, blev meget mudret under årets regnvejr, så en ekspert arbejder lige nu på at sikre ordentlig fundering dér, siger Per Mikkelsen. VBG arbejder også på at etablere et særskilt område til demonstration af materiel og har udarbejdet en ny standplan, som sikrer bedre pladsudnyttelse og giver mulighed for yderligere 26 udstillere. Desuden forlænges åbningstiden om fredagen.

Optimismen breder sig

Per Mikkelsen tolker udstillernes tilbagemeldinger som signaler om begyndende medvind i transportbranchen.

- Vi har været igennem en svær tid, men nu går udviklingen i den rigtige retning. Derfor oplever vi et udpræget behov hos branchens leverandører for at vise deres produkter frem og komme i tættere dialog med kunderne.

- Der er nu åbent for reservation, og en række stande er allerede genbesat, idet pladserne bookes efter først-til-mølle-princippet. Kvadratmeterprisen starter helt nede ved 20 kroner til trods for vore ekstra investeringer. På den måde får udstillerne stadig penge tilovers til understøttende markedsføring, slutter direktøren.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.064