Bilforhandleren matcher banken
Det kan betale sig at se sig for, når man skal låne til bilen. Bilforhandleren kan være lige så billig at låne hos som banken, viser beregninger fra FDM.
Beregningerne illustrerer, at det bestemt ikke er ligegyldigt, hvordan man finansierer sin bil. Der er mange penge at spare, hvis man ser sig for, men det kræver, at man bruger lidt tid på at undersøge ens forskellige lånemuligheder.
Ikke overraskende viser undersøgelsen, at det er billigst at låne i sin friværdi. Mere overraskende er det, at der er så store forskelle på identiske billån bankerne imellem.
- Vi ved, at bankkunder er meget loyale kunder og ikke ret gode til at indhente tilbud fra andre banker. Men man kan hurtigt spare 6000 kroner selv på et mindre billån til 100.000 kroner ved at se sig for, siger forbrugerøkonom i FDM, Allan Skytte Christensen.
Han hæfter sig desuden ved, at det kan være lige så billigt eller billigere at få bilen finansieret igennem bilforhandleren som at gå i banken.
- Mange er nok ikke klar over det, men den finansiering flere forhandlere tilbyder, kan være fuldt ud lige så god som mange bankers. Det skyldes dels, at finansselskaberne bag ikke har omkostninger til et net af filialer, dels at de har en større viden om hele bilmarkedet, som gør dem i stand til at tilbyde en attraktiv rente. Man skal dog være villig til at forhandle om stiftelsesomkostningerne, som ofte er højere hos bilforhandleren, for at sikre sig en god handel, råder Allan Skytte Christensen.
Inden man begiver sig ud på lånemarkedet, er det dog en god idé at få styr på basale begreber som renter, gebyr, stiftelsesomkostninger og lånets årlige omkostninger i procent også kaldet ÅOP. Den fortæller, hvor dyrt lånet samlet set er med renter, gebyrer og andre omkostninger og kan altså bruges til at sammenligne lån af samme type, løbetid og beløb.
Mere om billån på www.fdm.dk. Se også alle beregningerne på www.fdm.dk/motor eller i Motors decembernummer, som udkommer fredag 3. december.