Udvider lak-samarbejde
Kunderne hos AutoMester kan også fremover få udført lak-reparationer hos pierre.dk.
Det handler om et samarbejde, der gør det muligt for AutoMester-kædens cirka 450 værksteder at bruge pierre.dk til at udføre lak-reparationer af enhver art.
- Jeg har det rigtig godt med, at vi er blevet enige om at fortsætte og udvide samarbejdet med pierre.dk, fortæller Marian S. Larsen, der er kædechef hos AutoMester.
- Det er jo vigtigt for vores værksteder, at de føler, at pierre.dk ligger tæt på, og bare i løbet af det første år, hvor vores aftale har virket, er pierre.dk jo blevet endnu bedre repræsenteret, påpeger Marian S. Larsen.
Samarbejdspartneren pierre.dk har netop udvidet med en afdeling i Fredericia, så virksomheden efterhånden er repræsenteret over hele landet.
- Og i kraft af, at pierre.dk har fået flere afdelinger, siden vort samarbejde blev indledt, så er der jo også blevet endnu kortere mellem det lokale AutoMester-værksted og det nærmeste pierre.dk-center, understreger Marian S. Larsen.
Ud over at have opnået samtlige mulige certificeringer udmærker pierre.dk sig desuden ved at have en 48 timers garanti, oplyser en pressemeddelelse.
- Det betyder, at fra det øjeblik, hvor bilen kommer til pierre.dk med en lakskade, og til den igen er så god som ny, der går der maksimalt 48 timer, påpeger kædechefen, som kan konstatere, at aftalen er blevet godt modtaget af AutoMester-medlemmerne.
- Vi har en stram administration, men er samtidig yderst fleksible. Eksempelvis har vi vore egne autotransportere, der rykker bilerne rundt mellem de mange afdelinger på landsplan. Så hvis der er fyldt op på det ene værksted, så flytter vi bilerne til et af de andre lakcentre. Dermed kan vi leve op til vores garanti, der hedder lakering inden for 48 timer. Og det gælder selvfølgelig også for AutoMester-værkstederne, fortæller Pierre Legarth, der glæder sig over, at samarbejdet med AutoMester er blevet forlænget.