23948sdkhjf

Københavnsk pioner opruster

Den nye direktør hos AGL, Jonas Højland Pedersen, har en plan.
Der var engang, hvor AGL nærmest selv bestemte, hvor mange dæk de ville sælge. Siden da er konkurrencen blevet hårdere, og tiden er inde til, at AGL indretter sig efter markedet. Det er den nye 35-årige direktør, Jonas Højland Pedersen, helt klar over, og han har allerede efter kun en måned i jobbet en plan for, hvordan AGL udnytter sin stærke position i Københavnsområdet.

- I mine år i dækbranchen har jeg altid kigget misundeligt på AGL på årets første snevejrsdag. Så holdt bilerne i lange køer for at få vinterdæk på. Den gode placering og nye vinterdæk til fornuftige priser uden tidsbestilling tiltaler klart kunderne og var svær at stikke for os andre, som ikke lå lige ud til vejen, fortæller Jonas Højland Pedersen.

- Men tiderne er skiftet, og AGL har hvilet på laurbærrene, mens konkurrenterne er blevet dygtigere. Derfor er det også fantastisk for mig at få chancen for at være med til at gøre AGL til det nytænkende drive-in værksted igen, tilføjer han.

Hastighed og god service

Efter at have gået hele forretningen igennem og haft en indgående dialog med både ejerne, bestyrelsen, kollegaer, leverandører og kunder, er Jonas Højland Pedersen ikke i tvivl om, hvad det moderne AGL skal stå for fremover.

- De nye nøgleord for mig er hastighed og god service. Sådan har det ikke altid været hos AGL. Her var det kun hastighed og pris det handlede om, mens service var en by i Rusland. Den går ikke mere, nu skal vi også kunne yde service og rådgivning om for eksempel dækvalg og bremsernes tilstand. Og så skal vi fortælle kunderne, at vi også er dygtige til at udskifte andre sliddele som udstødninger, bremser, koblinger og støddæmpere. Vi har både faciliteterne og kompetencerne, men kunderne er ikke helt klar over mulighederne, og jeg kan godt forestille mig andre beslægtede områder komme til, uden at afsløre for meget allerede nu, siger Jonas Højland Pedersen.

Ny særbehandling af erhvervslivet

Lige nu arbejder AGL på at udvikle en helt ny VIP-line, hvor erhvervskunder som håndværksmestre i varebiler, leasingbiler og taxaer kan komme og få skiftet dæk, udstødning eller bremser hurtigt og effektivt. Det bliver en ren VIP-line vognbane forbeholdt erhvervslivet, hvor de bare kører ind uden tidsbestilling.

Alle de nye tiltag skal naturligvis forankres internt, og derfor er Jonas Højland Pedersen i tæt samarbejde med de erfarne medarbejdere gået i gang med at modernisere hele organisationen til de nye tider. AGL har netop meldt sig ind i Dækspecialisternes Landsforening, og kan nu også officielt kalde sig "dækspecialister". Her følger der også et større uddannelsesprogram. Der kommer generelt bedre struktur på uddannelse, kurser, leverandøraftaler, diverse interne processer og ikke mindst et helt nyt IT-system, der skal føre AGL up to date – og gerne foran konkurrenterne, hvis man spørger Jonas Højland Pedersen. Og målene er klare, AGL skal ifølge Jonas Højland Pedersen fordoble omsætningen på tre år.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.125