Brian Madsen vandt overraskende igen i Fårvang
Det blev en hårfin afgørelse. Kun 38 hundrededele af et sekund adskilte vinderen og toeren, og slutresultatet blev en overraskelse for de mange tilskuere. Det blev nemlig det stikmodsatte af det, man havde oplevet i de tre indledende heats.
Christian K. Jensen, Ans, vandt alle tre heats, men han blev overrumplet af Brian Madsen, Slagelse, i finalen som hermed vandt sin tredje sejr på fire år i Fårvang.
- I alle årene har finaleheatet været afgørende. Det har man i baghovedet hele tiden. Man kører selvfølgelig alt hvad man kan, men det sidste kommer i finaleheatet, for man ved jo godt, at den som vinder her, er ham der kommer i historiebøgerne, mens vinderen i de tre indledende heats er ham, man har glemt. Det har jeg også prøvet - at vinde alle indledende heat, og tabe i finalen, udtalte vinderen Brian Madsen efter sejren.
Christian K. Jensen virkede fra start som manden, der havde styr over tingene. Han startede med at vinde med 0,4 sekunder, derefter 1,4 sekund, og i tredje heat et lille sekund.
- Jeg må bare erkende, at fredag den 13.august, kan jeg ikke bruge til noget, sukkede Christian K. Jensen, der i år var tættere end nogensinde på sin første seje i Tvilum-Scanbirk Rally Show. Den tid han kørte i finaleheatet, ville have givet ham sejren sidste år.
Et bemærkelsesværdigt resultat var også, at Benny Pedersen, Esbjerg, BP Racing, vandt klassen suverænt op til 1600 ccm, og blev nummer fire generelt i den lille Peugeot 106. Resultaterne fra Tvilum-Scanbirk Rally Show 2010 blev:
1. Brian Madsen, Slagelse, Peugeot 306 Maxi, 3.13,181
2. Christian K. Jensen, Ans, Peugeot 207 S2000, 3.13,568
3. Ib Kragh, Juelsminde, Fiat Punto Abarth, 3.14,502
4. Benny Pedersen, Esbjerg, Peugeot 106, 3.16,770
5. Johnny Pedersen, Slangerup, BMW M3, 3.18,186
6. Karl - Åge Jensen, Viborg, Peugeot 207 S20003, 3.18,286
7. Michael Pedersen, Vejle, Mitsubishi Lancer Evo IX, 3.21,623
8. Martin B. Knudsen, Egtved, Honda Civic Type-R, 3.21, 856
9. Claus Christensen, Hjørring, Opel Kadett GSi, 3.21,957
10. Kenneth Kolbe, Slagelse, Peugeot 205 Maxi, 3.23,234