23948sdkhjf

Forfinet familieflytter

Den fine Mazda5 familiebil er blevet opgraderet hele vejen rundt og er en bil, som det danske importselskab forventer sig en del af næste år, ikke mindst efter lanceringen af en dieselmotor.
Alt er blevet opgraderet på Mazda5-serie med forfinede motorer, bedre undervogn og en mere præcis styring. Pladsen dækker stadig tre rækker sæder, der kan klappes og foldes til en del anvendelsesmuligheder og give plads til større genstande såsom ski eller cykler. Kabinen er nyindrettet med helt nyt instrumentpanel og alt i udstyr, også sikkerhedsmæssigt.

Den relancerede familieflytter har Stop/Go mekanisme med Mazdas egen udvikling i-Stop. Bilen lanceres i Danmark i starten af januar 2011 med to motorer; 1,8 og 2,0 benzin, der yder henholdsvis 115 og 150 hk. Begge modeller er med sekstrins manuel transmission. 2.0 har direkte benzinindsprøjtning. De to versioner kører henholdsvis 182 og 194 km/t på toppen med 0-100 på 12,8 og 11,2 sekunder. Mazda lover et gennemsnitligt brændstofforbrug på 13,9 km/l med 1,8 motoren og 14,5 km/l med 2,0 liters versionen. Begge motorer er godkendt efter Euro5 norm. De to modeller vejer 1470 og 1485 kilogram med en kører bag rattet, og de må trække en trailer med bremse op til 1200 kilogram, og uden bremse 600 kilogram. De to skydedøre i hver side til passagerkabinen er et plus for ind- og udstigning. Et minus er det manglende vognbaneskift-blink, som alle nye biler efterhånden har.

400 enheder til Danmark

Mazda importselskabets direktør Nils Olsen er lovet cirka 400 Mazda5 næste år af den japanske producent, der i øvrigt fylder 90 år i år.

- Vi har allerede haft forespørgsler på den nye model. Interessen er pæn, oplyser Nils Olsen.

Den billigste version - priserne er endnu ikke klar - bliver 1,8 Go, der har følgende udstyr: Fem sæder, forlygtevaskere, el-spejle med varme, cd radio med fire højtalere og AUX-indgang, manuel aircondition, el-ruder for og bag, varme i forsæder, og 15" stålfælge i dækstørrelsen 195/65 R15. De andre udstyrsversioner har syv sæder og bedre udstyr.

Nils Olsen forventer et salg i år på cirka 5000 Mazda enheder i et marked, hvor Mazda er gået en smule tilbage i andel, men salget er næsten det samme som tidligere. Direktøren mener, at det blandt andet skyldes forventningen til den nye Mazda5, som kunderne har ventet på.

Mazda Danmarks mest solgte bilmodel herhjemme er skiftevis Mazda2 og Mazda6.

Diesel til Wild West

Til marts næste år kommer Mazda5 med 1,6 liters dieselmotor, der yder 115 hk, i tre udstyrsversioner som i 2,0 benzin; Advance, Premium og Sport. Dieselmotoren har været savnet hos importørerne i Europa.

Med hensyn til det danske marked mener Nils Olsen, at det for tiden kan sammenlignes med Wild West tilstande, hvor alle regler hersker. Mazda er ikke meget for at yde rabatter, som flere af konkurrenterne gør. Direktøren forventer et bedre salg næste år.

Første generation Mazda5 kom frem i 2005 og er solgt i over en halv million enheder med cirka 35 procent i Europa. Der er kamp om kunderne i dette segment, hvor der findes op mod 18 konkurrenter.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.08