Svensker-bank til danskere på hjemmebane
Det blev kort og godt til en gang bank til de danske kørere, som dog heller ikke var særligt heldige. Bedste danske kører blev Robert Schlünssen, BMW, i dagens første afdeling nummer seks, og nummer otte i anden afdeling. Jan Magnussen havde en god tidtagning som næstbedste i den "nye" Chevrolet Lacetti fra Perfection Racing. Han faldt ned på en tredjeplads, men gik forbi norske Tommy Rustad, Volvo C30. Andenpladsen kunne han dog ikke holde, da det ene forhjul brød sammen.
I anden afdeling skulle Jan Magnussen starte pænt fremme sammen med Robert Schlünssen, som nummer to og tre, men de røg ind i hinanden. Magnussen kunne ikke fortsætte. Schlünssen fik en strafbane, men nåede alligevel i mål som nummer 8.
Casper Elgaard var også involveret et sammenstød. Det samme var Jason Watt, Seat Leon. Eneste dansker der gennemførte begge afdelinger uden ridser i lakken var fynske Michael Carlsen, Peugeot 407, men han manglede motoreffekt til at følge med hovedfeltet. Han sluttede som nummer 14 i begge afdelinger. Casper Elgaard, BMW, blev nummer 15 i begge heat. Han blev også idømt en "Drive Through" straf.
Stillingen i STCC-serien er den, at svenske Robert Dahlgren, Volvo C30, fører foran Richard Göransson, BMW, og Robert Schlünssen. Magnussen er nummer fem, men han fører fortsat DTC, foran Schlünssen og Casper Elgaard. Teammesterskabet føres af Team Bauhaus foran Team FDM Tegee-Dan Motorsport og Team Bygma Jason Watt Racing.
Næste DTC løb er 19.-20. juni på FDM Jyllandsringen.