23948sdkhjf

Automania bilfestival i Silkeborg i weekenden

Den sidste weekend i august vil Automania – Silkeborg Automobilfestival - tiltrække flotte gamle biler og sportsvogne i stor stil og samtidig præsentere et kig ind i fremtiden.

Fra fredag den 27. til søndag den 29. august, står Silkeborg i de klassiske bilers tegn. Fredag er der mulighed for at køre i sin egen klassiske bil på Jyllandsringen, inden man deltager på Torvet kl. 16.00, hvor borgmester Hanne Bæk Olsen åbner festivalen, og bilerne præsenteres for publikum. Festivalen er gratis for både deltagere og publikum, hvilket nok er et særsyn i dagens Danmark. Økonomien sikres udelukkende af sponsorernes velvillighed.

Blandt andet vil man kunne se Morgan, Cobra, MG, Mustang, Corvette, VW, Karmann Ghia, amerikanerbiler, Alfa Romeo, almindelige brugsbiler fra 60’erne og mange flere spændende biler. Alle klassiske biler er velkommen til at køre ind på udstillingspladsen. Her er der samtidig et stort bilmarked, hvor man enten kan købe eller sælge klassiske biler i alle typer.

DanParcs Søhøjlandet HillClimb er en afdeling af DM i bakkeløb, der afvikles fra tidlig lørdag morgen til sen eftermiddag. Her kan man se nostalgiske racerbiler køre på en lukket, kuperet rute. I ryttergården på DanParcs kan man komme helt tæt på de flotte sportsvogne og racerbiler.

Udstilling af "grønne" biler

I Silkeborgs nye, spændende bydel "Papirfabrikken", der ligger lige ved siden af Søtorvet, er der arrangeret en udstilling af miljøvenlige biler fra lørdag kl. 10-16. Her kan man se forskellige el-biler, hybrid-biler og miljøvenlige modeller. Begge de potente el-sportsvogne danske Lynx GT og Tesla Roadster kan opleves. Alle, der kører i en bil på et alternativt drivmiddel, er velkommen til at køre ind på udstillingen med bilen.

Årets afslutningstræf

Søndag er der biltræf for alle klassiske biler på Søtorvet, og herfra udgår og slutter også picnicturen, der har pitstop ved Folkesparekassen. Der kalkuleres med mange deltagere, da det store Rindsholm-træf er aflyst i år. Dette træf er af mange blevet betragtet som afslutningen på sæsonen, så mon ikke mange i stedet vælger at lægge turen omkring Silkeborg? Ønsker man at deltage flere dage er der masser af muligheder på hoteller, feriecentre, kroer og campingpladser.

Hele det store program kan ses på foreningens hjemmeside www.automania.dk.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.063