23948sdkhjf

Uddannelse med indbygget rank ryg

I øjeblikket befinder de første Mercedes-Benz mekanikerlærlinge på det sidste skoleophold, og inden længe kan de kalde sig Mercedes vedligeholdelsesteknikere.
Værkstedet på Syddansk Erhvervsskole i Vejle summer af aktivitet. Eleverne er i gang med at servicere og reparere gearkasser og bagtøjer. Foruden de manuelle gearkasser, er Thomas Larsen fra Ejner Hessel i Ringkøbing og Klaus Riisom fra P. Christensen i Odense i gang med at reparere en automatgearkasse.

Holdet er på det sidste trin, inden de kan kalde sig mekanikersvende, eller retteligen Mercedes-Benz vedligeholdelsesteknikere. Holdet her vil blive det første hold, som får titlen Mercedes-Benz vedligeholdelsesteknikere, og titlen får de i kraft af, at de har gennemgået en mere specialiseret uddannelse, end den man traditionelt benytter sig af.

Holdets lærer er Morten Fischer, og da eleverne er så langt fremme i forløbet, er hans opgaver nu anderledes.

- Eleverne på disse hold har haft den samme lærer gennem hele forløbet, og det har mange fordele. Vi skal ikke først til at lære hinanden at kende, og jeg har samtidig er godt kendskab til hver enkelt elev i kraft af, at jeg har haft dem på de tidligere skoleophold, forklarer Morten Fischer.

Stærkere netværk

Uddannelsen følger Undervisningsministeriets plan og rummer i princippet de samme elementer som tidligere, bortset fra at uddannelsen nu er møntet på et enkelt mærke, nemlig Mercedes-Benz.

Importøren lægger bil og testudstyr til, og firmaet Ejner Hessel stiller også et antal biler til rådighed, og endelig har skolen også selv indkøbt Mercedes-Benz. Selv er Morten Fischer ikke i tvivl om, at uddannelsen bibringer eleverne nogle flere kundskaber i forhold til den traditionelle uddannelse.

- Eleverne får en tæt tilknytning og et langt større kendskab til mærket, men det er ikke ensbetydende med, at de kun kan lave Mercedes-Benz, for de arbejder også på andre mærker, når de er på skolen. Vi ser også en langt større tendens til, at de udvikler en kollegial følelse og et stærkt netværk, hvor erfaringsudveksling er et af de bærende elementer. Den kombination giver dem en anden slags hår på brystet end normalt, og endelig så synes jeg, at de bliver noget mere ranke i ryggen end normalt, lyder dommen fra Morten Fischer.

Stjerner i svøb

Både lærlingene Thomas Larsen fra Ejner Hessel i Ringkøbing og Klaus Riisom fra P. Christensen i Odense er enige om, at den målrettede uddannelse har store fordele. Allerede nu har Klaus Riisom fået at vide, at han kan fortsætte, når læretiden er ovre. Anderledes ser det ud for Thomas Larsen, som på grund af den nuværende situation ikke kan fortsætte.

- For mit vedkommende har jeg kun godt at sige om uddannelsen, men når man som jeg, ikke kan fortsætte, kan jeg ikke lade være med at tænke på, at det måske kan blive lidt hårdt, at skulle lære et nyt mærke at kende. Omvendt vil det jo være, hvis jeg kommer på et Mercedes-Benz værksted, for her vil jeg være mere på hjemmebane, siger Thomas Larsen.

Klaus Riisom fortæller, at det, at alle har med det samme mærke at gøre, er af stor betydning for hold ånden. Han fremhæver også, at turen ned til Mercedes-Benz fabrikken i Stuttgart var god, og at den har haft en positiv indvirkning på den måde, eleverne omgås hinanden på.

Stjernestunder

Officielt hedder den uddannelse, som Mercedes-Benz mekanikerlærlingene gennemgår, Mercedes-Benz vedligeholdelsestekniker. Udover, at der i stor udstrækning arbejdes på Mercedes Benz biler, indeholder uddannelsen også tre ekstra kursusmoduler som foruden svendeprøven, skal være på plads, inden titlen Mercedes-Benz vedligeholdelsestekniker er i hus. Uddannelsen behøver ikke at slutte her, for efter man har fået svendebrevet og er Mercedes-Benz vedligeholdelsestekniker, er der mulighed for bagefter at blive systemtekniker. Her sker det dog indenfor rammerne af den efteruddannelse, som importøren sørger for. Systemteknikeren uddannes med speciale i telematik, drivlinier, undervogn og komfort- og sikkerhedssystemer. Derudover kan svenden også uddanne sig til diagnosetekniker, som er det højeste niveau. Efteruddannelsen giver diagnoseteknikeren en bred og grundig, og ikke mindst opdateret viden om alle emner foruden en stor specialviden om fejlsøgning.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.11