23948sdkhjf

Arbejdsmiljøet kommer ud af sidevognen

Folketinget har ændret arbejdsmiljøloven, hvilket påvirker alle virksomheder i alle brancher - også autobranchen.
En ny arbejdsmiljølov træder i kraft 1. oktober 2010. Den giver alle landets virksomheder mere fleksible muligheder for at organisere deres arbejdsmiljøarbejde, så det passer til den enkelte virksomheds og branches behov, som det hedder i lovens overordnede mål.

- Vi hilser den nye lov velkommen, da der i årevis har været en oplevelse af, at arbejdsmiljøarbejdet er placeret i en sidevogn i virksomhedens drift, forklarer markedschef Hanne Lybech Jensen fra arbejdsmiljørådgivningsvirksomheden Alectia.

- Loven skaber bedre rammer for det strategiske arbejdsmiljøarbejde i virksomhederne, der dermed i højere grad vil blive prioriteret og opleves som en del af ledelsesopgaven på linje med øvrige betydningsfulde ledelsesopgaver. Eksempelvis skal virksomhederne lave en årsplan, som beskriver, hvad vil vi arbejde med.

- Årsplanen er en god mulighed for at sikre, at man får arbejdsmiljøet integreret i forretningsplanen. Hvad enten årsplanen integreres i forretningsplanen eller holdes separat, er det vigtigt, at der laves en strategi for arbejdsmiljøet, sættes mål og laves en handlingsplan for indsatsen, som arbejdsmiljøorganisationen skal arbejde efter, siger Hanne Lybech Jensen.

- På mindre værksteder med under 10 ansatte bør man overveje, om man har den kompetence, der skal til for at lave sådan en årsplan.

Indtil nu har virksomheder med 20 ansatte skulle have en todelt sikkerheds- og arbejdsmiljøorganisation. Nu skal man over 35 før det er relevant.

Tretrins uddannelsesraket

Loven betyder også en ændring af uddannelsen, så den i langt højere grad imødekommer virksomhedernes strategiske planer for arbejdsmiljøarbejdet. Arbejdsmiljøuddannelsen kommer til at køre i en tretrinsraket, hvor første del er en obligatorisk tre dages arbejdsmiljøuddannelse, anden del en to dages suppleringsuddannelse, som kan rettes specifikt til den branche, man kommer fra og sidste del skal alle i arbejdsmiljøorganisationen tilbydes halvanden dags efteruddannelse årligt.

De korte årlige kurser kan holdes internt i firmaet eller sammen med kolleger i en brancheorganisation.

Sidst, men ikke mindst kan den enkelte virksomhed i højere grad selv fastlægge antallet af arbejdsmiljøgrupper (tidligere sikkerhedsgrupper), så det passer til den ledelsesmæssige struktur, geografi og virksomhedens størrelse samt kompleksiteten af arbejdsmiljøet.

En arbejdsmiljøgruppe vil som nu stadigvæk bestå af en ledelsesrepræsentant og en arbejdsmiljørepræsentant.

Sikkerhedsorganisationen får med den nye lov et nyt og mere tidssvarende navn, så det ændres til Arbejdsmiljøorganisationen.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.062