Nellemann fejrer sit 110 års jubilæum
Efter fire år med cykler foretog Vilhelm Nellemann koncernens første bilsalg.
Og så alligevel, for Vilhelm Nellemann var en særdeles fremsynet mand, og allerede fire år efter grundlæggelsen blev den første bil solgt fra forretningen i Randers.
Allerede i 1920erne var virksomheden vokset, og blev allerede på det tidspunkt betragtet som en betydelig importør og automobilforhandler, som det hed dengang.
I 1946 blev DOMI A/S stiftet som et datterselskab af Nellemann AS, og sidst i 1960erne var DOMI den største importør i den danske bilbranche. Den position blev i særdeleshed skabt på grundlag af de engelske fabrikater som Morris Marina, Minor og Mini, der alle blev store salgssucceser.
I 1976 blev DOMI den første egentlige importør i branchen, der solgte mere end 20.000 biler på et år.
Tyve år senere skete endnu en landvinding for Nellemann-koncernen, idet det var her, man hentede koreanske KIA til Danmark. Et mærke, som blev introduceret med et discountkoncept, hvor kunderne selv skulle hente bilerne ved importøren. Det gav et stort salg fra starten, og KIA er siden lanceringen blevet en markant brik i den danske bilbranche.
En bred vifte af biler
Nellemann driver sin egen detail-kæde med store moderne bilforretninger i København, Århus, Roskilde, Odense og Odder. Udover detail-delen samt importen af KIA, har koncernen ligeledes importen af de kendte John Deere-landbrugsmaskiner, de engelske bilmærker Aston Martin og Jaguar samt det japanske varevognsmærke Isuzu.
Endelig driver Nellemann endvidere en racerbanen Power Racing på Østerbro i København.
Og så har Nellemann i øvrigt sikret sig det spektakulære og fremsynede bilmærke Fisker Automotive, som koncernen har importen af i det meste af Nordeuropa.
Netop evnen til at se fremad, er noget af det, der har holdt Nellemann A/S helt fremme i forreste række.
- I mere end 100 år har Nellemann været en betydelig del af bilbranchen, hvor det er gået meget op og ned. Vi har altid brugt mange kræfter på forretningsudvikling, og sådan er det fortsat. For hvis vi vil være med fremme i den her branche, så kræver det, at både viljen og evnen i forhold til fleksibilitet og tilpasning skal være der, understreger Jacob Nellemann, der er administrerende direktør i Nellemann A/S.
Han er oldebarn af grundlæggeren, og tegner dermed fjerde generation af familien. Hans far, Jac Nellemann, er administrerende direktør i Nellemann Holding A/S.
- Vores familievirksomhed har haft biler som det primære omdrejningspunkt i mere end 100 år, og det har der kunnet tjenes penge på. Og det kan og skal der også i fremtiden, understreger Jacob Nellemann.
Generationsskifte
Et generationsskifte i bestyrelsen er netop gennemført, idet formanden gennem mange år, den kendte erhvervsmand Ole Krogsgaard, samt bestyrelsesmedlem Peter Andreas Sørensen begge er udtrådt. De er blevet afløst af Johan Ewald Lorentzen og Lars-Christian Brask er tiltrådt.
Ny bestyrelsesformand for Nellemann Holding A/S er Jørn Qviste, der indtil nu har været menigt medlem af bestyrelsen.