2396 Michelindæk til Ferrari
Michelin og Ferrari har samarbejdet om udviklingen af disse højtpræsterende dæk på en rekordtid på kun 18 måneder. For at Ferrari 599 GTO kan udnytte sit potentiale var dækkene nødt til at opnå en balance mellem køreegenskaber og sikkerhed.
De ekstra brede dæk leveres i størrelserne 285/30 ZR 20 for og 315/35 ZR 20 bag. Trods de store dimensioner er dækket usædvanligt let. Fordækket vejer 10 kg, og bagdækket vejer 15 kg, hvilket betyder en vægtbesparelse på op til 10 procent i forhold til andre dæk i tilsvarende dimensioner.
Michelins lettere dæk har primært to fordele:
- De mindsker den ufjedrede vægt, som på sin side forbedrer køreegenskaberne i kurver.
- De bidrager til at nedsætte brændstofforbruget og dermed kuldioxidudslippet. For den miljøbevidste Ferrari-kører har Michelindækkene op til 20 procent lavere rullemodstand end sammenlignelige dæk. Dette bidrager til en reduktion af CO2-udslippet på op til syv gram/km.
Michelin har udviklet gummiblandinger for at garantere sikre og præcise køreegenskaber under alle kørselsforhold - selv når dækkene leverer 670 hestekræfter fra en 6 liters V12-motor. Dækkets mønster består af tre forskellige gummiblandinger; en blanding fra racingverdenen på den udvendige dækskulder, som kan modstå ekstreme påvirkninger ved kørsel på bane, en blanding i midten af slidbanen, som er specialdesignet, så der opnås de bedste præstationer ved høje hastigheder, og en blanding på den udvendige dækskulder, som er udviklet for at maksimere mængden af gummi i kontakt med vejbanen - alt sammen for at give et mere sikkert vejgreb.