Skrotplaster koster staten ti millioner kroner
Oppositionen tvivler på regeringens beregninger om reparationsgrænsen.
Desuden mister staten otte millioner kroner ved at lade den nuværende reparationsgrænse på 75 procent gælde uændret for motorcykler. Begrundelsen er, at motorcykler ikke er med i finanslovaftalen.
Det fremgår af skatteministerens vurdering af de økonomiske konsekvenser af de to ændringsforslag.
Oprindeligt skønnede Skatteministeriet en varig afgiftsindtægt på 120 millioner kroner om året. Herefter kan man selv konkludere, at det justerede skøn må være 92 millioner kroner på skatteministerens computer.
Troels Lund Poulsen nævner intet om, hvorvidt det teoretiske indtægtstab skal dækkes på anden måde for at fastholde udsagnet om, at Forårspakke 2.0 er fuldt finansieret.
Regeringsalternativet er dybt mistroisk
S, SF og R betvivler regeringens regnestykke over afgiftsindtægter fra den strammere reparationsregel.
Ændringen vedrørende de færdselsskadede køretøjer vil flytte arbejdspladser fra danske værksteder til fabrikker i bilproducerende lande, erklærer de tre partier samstemmigt i udvalgsbetænkningen.
"Da der samtidig er en stor klimabelastning ved at producere en bil, kan en hurtigere udskiftning af bilparken ikke påregnes at have positive miljøeffekter", fastslår de tre partier.
Skatteministerens tekniske begrundelse
"Det foreslås, at retableringsomkostningerne vedrørende airbag kompenseres med 5120 kroner per bil, uanset hvor mange airbags der er i bilen. Lempelsen gælder for de færdselsskadede biler, hvor skadesrapporten omfatter retablering af airbags i den skadede bil. Beløbet svarer til det beløb, der maksimalt kan fratrækkes i den afgiftspligtige værdi, som udgift til airbags ved afgiftsberigtigelse af nye biler. Lempelsen vil også gælde andre biler, for eksempel varebiler, hvor der ikke i øvrigt forslås ændringer i reglerne," skriver skatteministeren.
Lovforslaget om sænkning af reparationsgrænsen fra 75 til 65 procent (og forsikringsgrænsen tilsvarende fra 65 til 55 procent) er sat til andenbehandling torsdag 14. december og vedtages på Folketingets sidste mødedag i år den 17. december, så den lavere skrotgrænse kan gælde fra nytårsdag.