Rattet rundt med motorsporten
EN AF TOPKØRERNE I DTM-serien i Mercedes, Gary Paffett, der også er testkører for Mercedes i Formel 1, udtaler efter test af de nye Pirelli dæk i Abu Dhabi. "Ikke den store forskel. De er gode".
MCLAREN I FORMEL 1 er klar med en del nyudviklinger, som er meget spændende og overraskende. Det fortæller teambossen Martin Whitmarsh til tyske medier.
ENGELSKE LOTUS, der ejes af malaysiske Proton, skal levere motorer til IndyCar serien i Nordamerika fra 2012. Det er første gang, Lotus er så aktiv i Nordamerika. Andre motorleverandører er blandt andet Chevrolet og Honda.
DER GIK MINDRE END én uge efter VM-titlen var i hus, før den nykårede Formel 1 verdensmester Sebastian Vettel skrev den første store sponsorkontrakt med det multiamerikanske selskab Proctor + Gamble. Tysk presse taler om mange millioner dollars årligt.
DEN RUSSISKE RENAULT Formel 1 kører Vitaly Petrov langer ud efter spanske Fernando Alonso i spansk presse, hvor han udtaler sig om Alonsos dårlige moral i finaleløbet i Abu Dhabi. Alonso lå efter Petrov mange omgange i slutningen af løbet, og kunne ikke overhale russeren. Da de begge kørte over målstregen, knyttede Alonso hånden mod Petrov. "Det viser Alonsos dårlige mentalitet. Jeg fulgte reglerne. Han kunne bare ikke overhale mig. Hvis du ikke kan acceptere reglerne, og noget går dig på, så hold det for dig selv. Det gør jeg, hvis noget går mig på", udtalte Petrov til den store spanske sportsav is Marca. Petrovs reaktion kom efter, at Alonso havde udtalt sig meget negativt omkring Petrovs kørsel, der kom i mål, som nummer seks foran Alonso.