23948sdkhjf

Helt elektrisk med Bosch gennem 50 år

Firmaet Elektro i Svendborg kan fejre jubilæum den 21. juni og har som eneste nordiske Bosch-værksted en kvindelig chef.
Elektro er et familieforetagende, der blev startet af 83-årige Alex Hachmann og fru Ebba for 50 år siden, der lige siden har stået for bogholderiet. I dag er det datteren Christa Hachmann, 44 år, der styrer og ejer selskabet med seks ansatte på værkstedet, men forældrene er fortsat aktive.

Alex Hachmann kom fra Holbæk for 50 år siden. Han var ansat hos Axel Ketner, og hørte om firmaet i Svendborg, der var til salg. Det samme gjorde en dansker, der kom hjem fra Grønland med flere penge på lommen, men efter 10 måneder var firmaet igen til salg, og her slog Alex Hachmann til.

- Jeg husker, at en svend på værkstedet gjorde mig opmærksom på, at der ville gå mindst 10-12 år, før jeg blev accepteret i lokalsamfundet. Det gjorde der. Først efter 12 år fik vi en opgave fra Svendborg Kommune, husker Alex Hachmann, der flyttede fra de første lokaliteter på Willemoesvej til Grønnemosevej 8 i 1978 med 825 kvadratmeter under tag.

Christa Hachmann overtog først firmaet som medindehaver, og siden som eneejer i 2007. Alex Hachmann er ofte blevet stillet spørgsmålet, hvad han vil lave som pensionist, men der er nok at rive i, som han fortæller. Dels i firmaet, og endelig som motorcykelentusiast og med båden ved herlige Svendborgsund. Motorcyklen er en BMW boxer 1982, som Hachmann købte i 1989, og siden har han mindst én gang årligt, sammen med fem andre motorcykelentusiaster, kørt længere ture til Norge, Sverige eller Tyskland. Sågar helt til Nordkap.

Overtog rådsplads

I 1977 blev der oprettet en forening for Bosch værksteder i Danmark. Alex Hachmann var i bestyrelsen i mange år. Senere overtog Christa Hachmann pladsen, og da Bosch senere ændrede konceptet til Bosch Car Service med flere værksteder, kom Christa Hachmann med i Rådet (bestyrelsen).

- Det giver os en god del forhåndsinformationer og indflydelse, konstaterer Christa Hachmann.

- Elektro startede som elektromekanisk værksted, og Bosch værksted i 1960. Vi er fortsat specialister indenfor el-anlæg i biler, lastvogne og både, reparationer af el-motorer, skibsgeneratorer og håndværktøj med mere.

Eneste kvinde-chef

Ebba og Axel Hachmann har tre børn. Af de to sønner bor den ene i Melbourne, Australien, med eget firma, og den anden er skolelærer i Slagelse.

Men det blev Christa, der overtog, for hun har altid været interesseret i teknik. Når kæden hoppede af på en af brødrenes cykel, var det altid Christa, der klarede problemet.

- Hun har teknisk indsigt. Det har hun altid været dygtig til, og det interesserer hende. Selv om hun ikke selv skal stå på værkstedet, er hun god til at analysere et problem, forklarer Alex Hachmann.

Christa blev udlært hos Nic. Kjær på lageret, og har siden arbejdet hos forældrene i 24 år.

- Der er 385 Bosch værksteder i Norden, men jeg er den eneste kvindelige ejer. Teknik har altid været mig. I dag er mine forældre ansat hos mig. De kender firmaet ud og ind og er guld værd for mig. Flere har været ansat i firmaet længere end jeg. De er med til at gøre firmaet til det, som det er i dag, hvor vi følger med tiden, og er up-to-date med en stor koncern som Bosch i baghånden. Ved deres hjælp bliver der sørget for, at vi hele tiden er med i udviklingen, både med kurser, teknologi og viden. fortæller Christa Hachmann, der nærmest er født med Bosch i blodet.

- Vi boede på Willemoesvej, hvor værkstedet også lå. Jeg løb ofte rundt på værkstedet som helt lille. Jeg elsker mit job, selv om jeg arbejder 12 timer i døgnet, men jeg har selv valgt det og har fantastiske ansatte, en masse dejlige kunder og heldigvis en forstående mand, der klarer meget af det derhjemme.

Altid ved telefonen

- Service er det vigtigste overfor kunderne. Men alt andet skal jo også være i orden. Drengene, som jeg kalder de ansatte, har nok en lidt anderledes chef. Jeg er dårlig til at skælde ud og vil hellere løse problemer ved at snakke stille og roligt om tingene, se på det positive og give ros for det, siger Christa Hachmann. Hun omstiller firmatelefonen til privaten udenfor arbejdstid. Kunderne kan altid få fat i den aktive leder af Elektro i Svendborg.

Den meget omtalte finanskrise har familien Hachmann også oplevet fra sidste efterår, men i en mildere udgave. Siden foråret i år er alt tilbage i den vante gænge med masser at lave.

Reception på adressen Grønnemosevej 8 i Svendborg den 21. juni klokken 14.00-17.00.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.079