Fandt vej i junglen af bilregler
Der var masser af inspiration og reel viden at hente for flere hundrede tilhørere ved Deloittes række af bilseminarer om moms, skat og leasing landet over.
På seminaret i Viborg deltog blandt andre STS Biler A/S, der sælger Toyota i Ikast, Herning, Holstebro og Lemvig. STS har eget leasingselskab som del af Jyske Finans. Rune Pusk fra STS administrations- og salgsafdeling fortalte Motor-magasinet i en pause, at både privatkunder og virksomhedskunder forventer, at bilsælgeren kender til alle afkroge i reglerne.
- Vi er her på seminaret for at få mere viden om de mange faldgruber. For vi skal jo passe på ikke at rådgive kunderne forkert og bagefter risikere at måtte tage ansvaret. Derfor råder vi ofte kunderne til at gå til deres revisor, arbejdsgiver eller Skat for at få klarlagt deres specifikke behov og muligheder, sagde Rune Pusk.
Husk momsfradrag
Det vigtige er at skelne mellem regler for moms- og skatteforhold, der tilmed opererer med forskellige vægtgrænser. Fra Deloitte kunne Kim Laursen fortælle, at mange ikke er opmærksom på virksomheders mulighed for momsfradrag ved leasing af hvidpladebiler, der typisk andrager omkring 800 kroner om måneden for en Ford Mondeo. Her skal der nu betales 25 procent dansk moms ved leasing i udlandet, og ikke eksempelvis 19 procent tysk moms som tidligere.
En mandskabsvogn kan være et billigere alternativ til en varebil for en arbejdsgiver. En tilhører fra salen kunne bidrage med, at det i nogle tilfælde godt kan betale sig at omregistrere ældre mandskabsvogne.
Specialindrettet eller ej
For varebiler gælder mange særregler, som Skat har stor fokus på med kontroller. Det største råderum for privat benyttelse har medarbejderne over specialindrettede varebiler, hvor mange ikke er opmærksomme på fordele ved tre tons grænsen. Men en varebil må kun specialindrettes, hvis virksomheden har et behov for det.
Der er mere strikse krav til privat kørsel i ikke-specialindrettede varebiler, hvor Deloitte råder til at nedfælde råderummet i en erklæring sammen med medarbejderen. Der er ikke krav om kørebog, men virksomhed og medarbejder skal sandsynliggøre brug og behov overfor Skat.
Personalepleje i 60 dage
Den såkaldte 60 dages regel for kørsel til en ny arbejdsplads kan bruges proaktivt til personalepleje omkring skattefrie kilometerpenge og lavere skattebetaling af månedsløn. Og så skal man ikke tro, at blot fordi et firma har "vagtordning", så kan man køre frit i varebilen. Her gælder også flere forhold og forbehold.
Om de mange forhold, der skal tages i betragtning var rådet fra Deloitte, at virksomheder beder Skat om bindende svar, eventuelt ud fra et foto af bilen samt medarbejderens kørselsmønster bilen bør bestemt ikke være nyvasket men skal gerne se brugt ud.
- Husk, at en virksomhed risikerer at få utilfredse medarbejdere, hvis forhold om moms og skat omkring virksomhedens køretøjer ikke er ordentligt planlagt, sagde Lars Andersen, Deloitte. Revisionsfirmaet mener, at virksomheder omvendt skal være mere konsekvente og afskedige medarbejdere, der overtræder regler for privat anvendelse af gulpladebiler.
Også markedspris internt
Omkring beskatning af firmabiler blev det fremført, at en firmabil kan blive utilsigtet dyr at køre i, da bilimportører og -forhandlere i øjeblikket ofte ikke vil kunne levere inden nytår, som er skæringstidspunktet.
Ud fra reglerne kan to datterselskaber i en virksomhed handle brugte biler indbyrdes, så medarbejderne får lavere beskatning, men det skal være til markedsprisen, som der ikke kan fifles med. Ved salg internt benytter flere virksomheder et eget oprettet leasingselskab, men det kræver forretningsmæssig begrundelse overfor Skat at jonglere biler rundt internt.
De for tiden meget lave beskatningspriser ved især fleksleasing mener Deloitte skyldes, at leasingselskaberne køber billigt ind direkte hos bilproducenter eller importører uden om forhandlerne. Et lovforslag er på vej, som vil fordyre leasing, idet man fremover vil tillade leasingselskaber at bruge egne rente i stedet for, som nu, Nationalbankens historisk lave.
Refusion efter leasingperiode
Og så er Skat meget nøjeregnende med deadlines for omvurderinger af leasingbilers pris, der skal ske fra medarbejderens første arbejdsdag. Tillægstid til leasingkontrakter skal ske inden for 14 dage.
Deloitte gjorde desuden opmærksom på muligheden for refusion af for meget betalt registreringsafgift, hvis bilen opnår højere prisvurdering hos Skat efter periodens udløb end anført i kontrakten.
Deleleasing er en fordel ved dyre biler med lavt kilometerforbrug, men leasingselskaberne er ikke vilde med denne deling forholdsmæssigt mellem arbejdsgiver og -tager, og krav om kørebog får en del leasingtagere til at afstå fra muligheden.