23948sdkhjf

To Ford brødre flot fornyet

Til maj er to opdaterede Ford brødre S-Max og Galaxy klar hos de danske forhandlere i nyt "dress" og med stærk ny Ecoboost motor, til sågar lavere priser end før.
De to Ford modeller S-Max og Galaxy har fået en del kosmetiske ændringer og justeringer. Omkring 1500 på hver af de to biler, og modelprogrammet er klar hos de danske forhandlere i løbet af maj måned til næsten samme priser som i dag. S-Max stiger kun 1200 kroner, mens Galaxy falder med 4400 kroner, bortset fra Ghia versionen, der stiger sølle 400 kroner.

Det mest interessante i forbindelse med opgraderingen er den nye 2.0 liters Ecoboost SCTI benzinmotor med turbolader og direkte indsprøjtning, der yder 203 hk ved 6000 o/min. Når man kører ud ad mindre veje, og ønsker at overhale hurtigt, fornemmer man tydeligt, at de sidste kræfter hentes flot ud af den nye motor. Tilmed uden at det går særligt meget ud over de "grønne" værdier. Den loves 12,4 kilometer per liter, med et CO2 udslip på 189 g/km. Den tilsvarende dieselmotor, også på 2.0 liter, loves 16,6 kilometer per liter.

Den nye Ecoboost SCTI motor, med et maksimalt drejningsmoment på mere end 300 Newtonmeter ved 4000 0/min, er samtidig udstyret med Fords Powershift system med dobbeltkobling og automattransmission, som er virkeligt lækkert at arbejde med i en specialversion. Hvad enten systemet er fuldautomatisk, og klarer alle skærene, eller man selv ønsker at "røre i gryden" med op- og nedskift.

Forudsat at Ford ikke har lydisoleret modellerne ekstra til introduktionen, så er den nye Ecoboost motor med dobbeltkoblingen noget af det mest lydsvage og behagelige, vi har kørt i nyere tid. Tophastigheden loves til 203 kilometer i timen, med 0-100 på bare 8,8 sekunder i den ret store bil, der trods alt vejer mere end 1700 kilogram i egenvægt. Det er flotte værdier.

Tre rækker sæder

Med alle tre rækker sæder i brug er der alligevel plads til 308 liter bagage, og med de to bageste sæderækker foldet, er det en varevogn med plads til hele 2325 liter varer. S-Max kommer også som decideret varevogn, hvor prisen begynder ved 220.391 kroner, plus moms. Det samme gør Galaxy versionen, som koster fra 233.112 kroner, plus moms og begge versioner i Trend udstyrsudgave, der har fået mere og bedre udstyr end tidligere.

Der er samtidig kommet en ny og lidt kraftigere dieselmotor i programmet, der yder 160 hk, og EcoBoost udviklingen kommer også snart i en mindre 1.6 liters motor i andre modeller, som for eksempel Focus.

S-Max nyheden har fået LED lys som kørelys, der ser godt ud. Frem til august måned i år tilbydes Powershift dobbeltkoblingen uden merpris for at sætte yderligere gang i salget. Enkelte af de nye modeller sælges med rabat som introduktionspriser.

Sælger godt

Der blev solgt 669 S-Max i 2009, og 283 Galaxy i et marked, hvor biler i samme segment faldt, mens Ford formåede at øge salget.

Det forventede salg i år er 800 S-Max of 300 Galaxy, som altså først indledes i løbet af maj måned. Danmark ligger flot placeret på Ford salgslisten som nummer fem i markedsandel, der toppes af Irland med 16,4 procent, foran Tyrkiet med 15,8 procent, Storbritannien med 15,7 procent, Ungarn med 11,9 procent, og Danmark med 11,8 procent i andel.

Det store plus ved bilerne i Sydspanien, der blev testet på et par gode ruter over små 350 kilometers kørsel, var ikke mindst den spændende Ecoboost udvikling, som vi kommer til at høre mere til fra Ford i fremtiden. Skal man sætte en finger på de to nye Ford brødre, må det være de mange blanke lister i instrumentpanelet, der, som i forgængeren, ser smart ud men giver genskin i sollys og ved nattekørsel.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078