23948sdkhjf

Rattet rundt med motorsporten

DASU’s BANESPORTSUDVALG HAR annulleret det seneste løb på Ring Knutstorp i Yokohama Cuppen, heat 2, som tællende til DM. En af deltagerne, som ikke tidligere havde været til start i klassen, påkørte en af medaljekandidaterne efter usportslig kørsel, ifølge DASU. Serien føres nu af Steffen Larsen, Ishøj, Peugeot 307 med 157 point foran David Falch, Roskilde, 156 points, og Anders Majgaard, Søborg 154 point, begge i Peugeot 308. Finalen afvikles på FDM Jyllandsringen den 10. oktober.

18. OKTOBER ER DER igen såkaldt Trackday på Padborg Park, hvor man på fjerde sæson indbyder alle med privatbil til at køre på banen. Det sker efter kyndig vejledning af en instruktør og godkendelse af bilen.

UNGE NICKLAS NIELSEN har igen scoret et flot resultat i karting. Han blev nummer to i finalen på den internationale italienske bane Val Brata i anden afdeling af WSK Master serien.

PRØV EN FORMEL FORD, opfordrer DASU til et åbent arrangement på Padborg Park. Det sker med en grundig instruktion, hvor efter man selv får lov at køre i en åben racervogn. Det koster 1500 kroner, inklusive undervisning med cirka en halv times kørsel på banen. Man kan tilmelde sig på bbn@dasu.dk efter "først til mølle-princippet".

ULRIK LINNEMANN SEJREDE i NEZ 1600 klassen i sidste afdeling i mesterskabsserien på Nysumbanen. Han sluttede som nummer fem i den samlede stilling.

SAUBER FORMEL 1 teamet har skrevet kontrakt med den 19-årige mexicaner Esteban Gutiérrez for 2011 som testkører og reserve i teamet. Han vandt GP3 mesterskabet i år.

DANSK MOTOCROSS FIK bronze ved EM for hold, da Nicolai M. Hansen, Nikolaj Larsen og Stefan Olsen sikrede Danmark tredjepladsen. En placering der blev kørt hjem efter en nervepirrende duel med Italien, som Danmark var á point med før sidste heat.

MICHEL NYKJÆR VANDT en klassesejr på Silverstone, da han blev nummer to i 24-timersløbet Britcar 24hr i en Porsche 997 GT3. Dermed beviste han, at han også kan andet end sprintløb i WTCC ved at sidde i timevis bag rattet i øsende regnvejr og mørke. En fejl fra løbsledelsen med rødt pitbane-lys i to minutter kostede reelt Nykjær sejren, da han mistede 58 sekunder.

CHEVROLET HAR FORNYET kontrakten med de tre kørere i WTCC-serien, Robert Huff, Alain Menu og Yvan Muller. Alain Menu og Yvan Muller skal deltage i 200 kilometer løbet i Buenos Aires den 5.-7. november i modellen for i år. Teamet er i øjeblikket i gang med at teste den nye sæsons version af Cruze-modellen med 1,6 liters turbomotor, som bliver en ny udfordring for alle deltagere i WTCC med et nyt reglement. Sidste nyt fra Chevrolet er oplysningen om, at der er skrevet kontrakt med svenske Richard Rydell i næste års mesterskabsserie i Sverige og Danmark Scandinavian Touring Car Championship, STCC.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078