23948sdkhjf

Jorden rundt i danske elbiler

Eventyrerne og forfatterne Nina Rasmussen og Hjalte Tin sætter elbilrekord 15. oktober på Expo verdensudstillingen i Shanghai.
Når de kendte forfattere og eventyrere Nina Rasmussen og Hjalte Tin fredag 15. oktober kører deres danske elbil ind på Expo-verdensudstillingen i Shanghai, har de fuldført første del af deres historiske rejse jorden rundt med elbil. De har nu tilbagelagt 13.500 kilometer fra København til Shanghai gennem Norge, Sverige, Estland, Rusland, Mongoliet og Kina.

Som de første kører de jorden rundt i elbiler, der er på markedet. Som de første har de krydset Gobi-ørkenen i elbil.

Elbilen vil blive vist på Expo verdensudstillingen i Shanghai, og den danske Expo- pavillion fejrer begivenheden den 15. oktober.

Moto Mundo Electric World Tour begyndte på Københavns Rådhusplads 25. juni, hvor blandt andre klima- og energiminister Lykke Friis ønskede Nina og Hjalte god fart. Næste del vil gå gennem USA, blandt andet med besøg på USA's største bilmesse i Detroit. Sidste del går gennem Europa med deltagelse i Monte Carlo Rally for elbiler og hjemkomst til København 1. maj 2011.

Nina og Hjalte kører i danske elbiler. Qashqai Electric produceres i Danmark af AfutureEV. Bilerne har plads til fem personer, en motor på 60KW, tophastigheden er 130 km/t og ion- lithium batterierne giver en rækkevidde på 200 kilometer.

Ultimativ test

- Elbiler er fremtiden, og Danmark er med helt i front. Men Kina stormer frem med eldrevne køretøjer. Vi kører jorden rundt for at fremme udviklingen af elbiler. Verden har brug for dem, og det er en stor chance for Danmark, siger Nina Rasmussen.

- At være de første der kører jorden rundt i elbiler er et stort eventyr for os. Overalt møder vi mennesker, som bekymrer sig om jordens fremtid og de er begejstrede for elbiler. De har hørt om dem, men aldrig set dem i virkeligheden. Nysgerrigheden er endeløs, tilføjer Hjalte Tin.

Ekspeditionen er den ultimative test af elbilerne. Der er ingen følgebil, som ordner problemer og medbringer reservedele. Expeditionen er udstyret med dansk satellitkommunikationsudstyr fra Thrane og Thrane og GPS-tracking fra Vikingegården. Fra Danmark kan producenten overvåge bilerne og guide Nina og Hjalte, hvis de skal løse et problem.

Ekspeditionen mødte ekstrem varme i Rusland. Nina og Hjalte blev inviteret til præsident Medvedevs sommerlejr for innovation. Flere tusind unge fra eliteinstitutioner mødte topforretningsfolk for at starte nye projekter. De danske elbiler var et stort hit.

At krydse Gobiørkenen i Mongoliet var rejsens største udfordring hidtil. Gobiørkenen er sand, sten og mudder. Elbilen har ikke 4-hjulstræk, men elmotoren har - til forskel fra en benzinmotor - fuldt moment selv ved meget lav fart. Elbilen bevægede sig fremad gennem mudder og dybt sand uden at dækkene fra Conti mistede grebet. Det tog en uge at nå den kinesiske grænse. Det er den første elbil, der har krydset Gobiørkenen.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.062