Pierre-salg vand på Lakkædens mølle
Den nye frivillige kæde Lakkæden Danmark forventer, at den ændrede markedssituation med LD-opkøbet af storaktøren Pierre.dk vil skabe god tilslutning blandt landets mindre autolakerere.
Bestyrelsen og konsulent Lars Ewald, resultatbureauet Incite A/S, trak linjerne og fordele ved medlemskab op for de fremmødte, idet man regnede med omkring 30-40 kædetilmeldinger efter introrunden. Målet er omkring 70 i det, som initiativtagerne kalder landets største frivillige kæde med fuldstændig gennemsigtighed.
- Hvorfor er I her? Spurgte Lars Ewald. Svarene fra salen var "nysgerrighed" og en erkendelse af at have sovet i timen i en turbulent autobranche.
- Rigtigt og så er I pressede. Derfor skal I slutte op om Lakkæden, hvor vi kan hente gode priser hjem og få stor-ordrer i hus til fordeling mellem jer. Duponts nylige rabataftale med kæden Lakeksperten, som vi jo bliver konkurrent til, viser, at lakleverandørerne har masser at give af. Vi skal takke både Lakeksperten og Pierre.dk for at synliggøre dette, sagde Lars Ewald i lidt af en brandtale for projektet.
Ikke en lodseddel
Han og initiativtagerne er sikre på, at det ikke varer længe, før vi ser landsdækkende lakaftaler med storkunder i markedet. Det vil Lakkæden Danmark, og dens medlemmer, være med til at kunne byde ind på.
- Lønmodtagernes Dyrtidsfonds LD Invest Equity har helt sikkert snuset grundigt til markedspotentialet før opkøbet af Pierre.dk, for LD smider ikke bare et trecifret millionbeløb ud uden videre. Nu skal Pierre tilsyneladende i gang med yderligere udvidelser med en stor pose penge i ryggen til ekspansion. Men markedet bliver ikke større, så nogle af de små lakererier vil helt sikkert lukke. I kan kun hente penge ved at købe billigere ind eller få flere lakopgaver, hvis I da ikke vil fyre ansatte.
- Pas på, at I ikke lader jeres faglige stolthed blokere for jeres muligheder. I skal være lige så meget forretningsfolk som håndværkere. Lakkæden er ikke en lodseddel der er helt sikkert penge i det, men det kræver opbakning, lød det fra Lars Ewald. Han understregede, på spørgsmål fra salen, at Konkurrencestyrelsen forhindrer central prisdannelse. Så det bliver der ikke noget af hos autolakererne, der generelt er trætte af lave forsikringsskade-timepriser.
Overhaler Lakeksperten
Med på de tre info-aftener var også en analyse af den kommercielle kæde-konkurrent Lakeksperten fra 2003, der er karakteriseret ved central styring og ensartethed af de nu 52 medejende aktionær-værksteder, modsat Lakkædens frivilligheds-princip. Initiativgruppen er helt sikker på, at Pierre-salget nu også vil tvinge Lakeksperten ud i storkunde-kampen.
- Vi i Lakkæden skal også byde os til inden for industri-lakering og storvogne foruden personbilerne. Vi vil have åbenhed om økonomi og aftaler med frivillighed helt ind til marven, som vil tiltrække flere medlemmer. Mange små lakerere er efterhånden ikke trygge ved at stå alene. Vi vil sikkert tiltrække medlemmer fra Lakeksperten, og helt sikkert overhale dem indenom, lød de optimistiske udsigter fra Lars Ewald på kommentarer om utilfredshed med uigennemsigtig kæde-økonomi hos de tilsluttede værksteder i Lakeksperten.
Rabat trods frivillighed
De fem største lakleverandører bakker op om dannelsen af Lakkæden Danmark, og indkøbsudvalget i den nydannede kæde får allerede tilbud fra øvrige leverandører i markedet inden for blandt andet sandpapir. Initiativgruppen kunne berette, at Lakeksperten har tre lakleverandører tilknyttet, som både tilbyder kæden lave indkøbspriser, og samtidig støtter kæden med flere millioner kroner til blandt andet markedsføring. Det vil Lakkæden tilsvarende kunne opnå.
En fremmødt autolakerer spurgte, hvorfor lakleverandørerne er villige til dette og fik svaret, at det koster at beholde markedsandele på et presset marked.
Flere i salen udtrykte tvivl, om frivillighed i brug af produkter på værkstederne kan give lige så gode rabataftaler som hos Lakeksperten, men dette er initiativgruppen ikke nervøs for.
Lakkæden Danmarks vedtægter omhandler desuden fuldstændig overskudsdeling, dog ikke proportionalt efter de enkelte værksteders indkøb af materialer. Hertil mente en fremmødt autolakerer, at det i så henseende er en fordel at være lille.
Sætter overligger højt
Tilslutning til Lakkæden Danmark kræver både medlemskab af brancheforeningen FAI samt KS2000 certificering. Flere tilhørere finder dette punkt problematisk. Men formand Torben Rasmussen, T.R. Autolakering, meldte klart ud, at Lakkæden Danmark er nødt til at sætte overliggeren højt.
- Storkunder såsom Falck og Post Danmark kræver ensartethed og kvalitet. Vi skal med god ret kunne sige at "faglig stolthed ikke koster ekstra", sagde Torben Rasmussen.