23948sdkhjf

Verdenspremiere på lyd til elbiler

Lyd på biler er mere end motorstøj og advarselshorn. Med en helt ny teknologi lancerer ECTunes og Energi Horsens i dag den intelligente lyd til elbiler, som både gør det muligt at fastholde den støjsvage bil og samtidig styrke sikkerheden i form af særlige lyde, der sendes hen, hvor behovet er.
Energi Horsens har netop investeret 2,9 millioner kroner i iværksættervirksomheden ECTunes, som har udviklet en helt ny og banebrydende teknologi, der giver elbiler lyd.

Men ikke blot en lyd som en motor, som en sang eller andet som tidligere har været fremme. Det unikke ved den nye teknologi er måden, lyden er konstrueret på, hvor den er tilpasset det behov, lyden skal opfylde. Kører elbilen fremad, så er lyden kun fremad – så cyklister og fodgængere forude bliver advaret om, at her kommer en bil, og samtidig slipper fodgængere på fortovet ved siden af bilen for støjen. Bilens lyd er nemlig afhængig af den retning, hastighed og acceleration, som bilen kører.

- Energi Horsens har allerede gennemført en række investeringer inden for elbilområdet. Og investeringen i denne nye teknologi er et naturligt næste skridt i denne satsning for at skabe vækst i elbilområdet og for at få Østjylland og hele Danmark med i den udvikling, som sker lige nu, forklarer Ulrik Kragh, bestyrelsesformand i investeringsfonden Energi Horsens.

Energi Horsens står bag en række tiltag og investeringer på elbilområdet, blandt andet Danmarks store demonstrationsprojekt i Juelsminde, Prøv1elbil, hvor 100 familier hverdagstester en elbil i tre måneder. Om potentialet i teknologien siger Ulrik Kragh:

- Den nye teknologi gør det muligt at fastholde det positive og afslappende ved at have en lydløs bil. Og samtidig at finde en løsning på den udfordring, manglen på lyd giver, nemlig at fodgængere og cyklister ikke opdager, at bilen kommer – hvilket i yderste konsekvens kan skabe farlige situationer. Det er der stort potentiale i, i takt med at elbilerne vinder mere og mere frem.

Intelligent lyd

ECTunes baserer deres koncept på en intelligent software inden for lydteknologi, som i dag bruges af bl.a. bilproducenter for at optimere lydoplevelsen af deres biler. Det nye er, at ECTunes, som de første i verden, kombinerer teknologien på en ny og innovativ måde. Deres system tolker input fra elbilen og omsætter dem til "intelligent" lyd – i modsætning til uintelligent lyd som for eksempel signalhornet på normale biler.

- Med vores nye teknologi kan vi sende lyden uden for bilen eller inde i bilen, alt efter det formål, vi ønsker, lyden skal have. Hvis elbilen eller ellastbilen skal lave et højresving, så kan vi få den til at sige en bestemt lyd. Vi kan styre lyden i bestemte retninger, så den kun kommer derhen, hvor den gør nytte. Og vi kan regulere lyden i forhold til omgivelserne og bilens hastighed, forklarer iværksætter og direktør i ECTunes Jesper Boie Rasmussen.

Det er erfaringer fra elbilprojekter som Prøv1elbil, en forventning om snarlig lovgivning på området samt stigende efterspørgsel fra elbilproducenterne, som har sat projektet i gang.

Lyden skal afprøves i hverdagen

For at gøre den nye teknologi helt klar til elbilmarkedet, skal den nu afprøves i en elbil i Juelsminde – som en del af Prøv1elbil-projektet. Her skal Marianne Rosenvang og hendes familie som de første teste, hvordan lyden fungerer i hverdagen:

- Jeg har kørt i elbil i nogle uger. Og det er herligt, at den er lydløs. Men når jeg kører steder, hvor der er mange fodgængere eller cyklister, så er det ikke altid folk opdager, at jeg kommer. Og så bliver de meget overrasket, forklarer hun.

Se et indslag her
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.062