Din Bilpartner værksted nummer 75
Ambitionen for værkstedskæden under autogrossisten FTZ er at nå 100 inden nytår og 125 inden maj 2011.
- Det er dog ikke sådan, at det mål skal nås for enhver pris. Det vigtigste er, at det er de rigtige værksteder, vi får med i kæden. Det skal være værksteder, som allerede har en vis kvalitet, eller som i det mindste har den rette professionelle indstilling til at nå op på det ønskede kvalitetsniveau i løbet af et halvt års tid ved hjælp af vores uddannelsesprogram. Det indebærer blandt andet, at der skal være mindst én på værkstedet, der er uddannet autotekniker, forklarer Lars Bertz Thomsen.
Ny-gammel kæde
Din Bilpartner er på én gang både Danmarks ældste og nyeste værkstedskæde. Den blev etableret i CAD-regi i 1985 som en fri og uafhængig kæde, der ikke var tilknyttet nogen grossist, men først og fremmest tilbød medlemsværkstederne fælles markedsføring, og denne funktion fortsatte gennem alle årene, indtil Din Bilpartner kom ind under FTZ. Så blev kæden reorganiseret, fik nyt liv og en række andre tilbud til medlemmerne, som stadig tæller en trofast kerne fra den oprindelige kæde.
Frank Elkjær Biler har ikke tidligere været med i nogen værkstedskæde. Han har drevet eget autoværkstedet siden 1988 og købte de nuværende bygninger på Hecovej i Hedensted i 1994
Det rigtige valg
- Vi har i mange år været Fiat-underforhandler og Fiat Serviceværksted, siger Frank Elkjær, som både har sin far til at hjælpe med bogholderiet og sønnen Jesper ansat som værkfører.
Foruden de faste Fiat-kunder vil Frank Elkjær gerne signalere, at værkstedet også tager andre bilmærker ind til service og reparation, og her synes han, at Din Bilpartner et det rigtige koncept, nu da det også er tilknyttet en grossist og dermed også har økonomi til alle de tiltag, der er nødvendige i konkurrencen om kunderne. Han sætter pris på kvalitetskravene, uddannelsestilbuddene og den landsdækkende markedsføring, som også levner plads til værkstedets egen profil. Værkstedet kan handle hvor det vil, men da FTZ har stort set alt, hvad der skal bruges af reservedele, bliver det den primære grossist med de bonusfordele, det så giver.
Serviceaftale
- Som værksted oplever vi stor frihed i Din Bilpartner, hvor vi blandt andet selv kan tilpasse vore timepriser efter de lokale forhold, samtidig med at vi kan trække de mange fordele, der er i konceptet, siger Frank Elkjær.
Din Bilpartner har, som den eneste værkstedskæde, et erhvervsservicekoncept med den offentlige sektor om service og reparation, som ikke kun giver værkstederne adgang til en god kundekreds, men som også betyder at det offentlige ikke skal ud i en udbudsrunde om servicering af biler.
- Vores mål med Din Bilpartner er at få kæden til at differentiere sig fra de andre værkstedskæder, pointerer kædechef Lars Bertz Thomsen, og det er allerede sket på en række områder.