Peugeot iOn til salg lige efter nytår
Den lille elbil til fire er udviklet af Mitsubishi og kommer til Danmark med både Citroën og Peugeot emblem til godt 5000 kroner månedligt.
Der er plads til fire i den lille bil. Elmotoren yder 64 hk ved 0-2000 o/min, og 0-100 km/t sker på 15,9 sekunder. Egenvægten er 1120 kilogram. Længde, bredde og højde er 3480/1470/1608 millimeter. Bagagerummet har plads til 168 liter, og rækkevidden er på 150 kilometer, oplyser Peugeot. Det skal nok tages med et gran salt. I de kolde måneder med frost vil rækkevidden givetvis være kortere.
Fuld opladning sker på seks timer. 50 procent opladning på 15 minutter, og 80 procent på 30 minutter via et almindeligt 220 V stik. Langt de fleste bilister kører under 60 kilometer om dagen, oplyser en rapport.
Fra 5300 kroner månedligt
Leasing over tre år med abonnementsaftale skal koste 5549 kroner per måned ved 10.000 kilometers kørsel årligt, inklusive moms med service og vedligehold, lånebil ved service, forsikring af standardmodulet og fri opladning ved Q-park og Europark.
Ved længere leasingperiode i for eksempel fem år og 15.000 kilometer årligt er den månedlige pris 5309 kroner. I begge priseksempler med en udbetaling på 25.000 kroner. Hertil kommer en del andre tilbud såsom vejhjælp til 79 kroner per måned, komplet sæt vinterhjul 289 kroner per måned med mere.
Det er dermed ikke billigt at køre grønt på el. Men en undersøgelse viser, at danskerne er parat til et købe en elbil, fortæller Peugeot, der lancerer den lille iOn i begyndelsen af 2011.
Peugeot forventer, at elbiler vil udgør mellem fire og fem procent af markedet i 2020, og nå et samlet antal i 2015 på 50.000 enheder i Europa.
Til storby-bohemen
Kundesegmentet er blandt andet statusjæreren, pragmatikeren, rationalisten, design-elskeren, storby bohemen, miljøets vogter, samt teknik-entusiasten, viser en undersøgelse fra Peugeot. Kun tiden vil vise, om danskerne er parate til at investere i en miljøvenlig elbil.
Mitsubishi har bebudet, at bilproducenten vil begynde at fremstille bilen i Europa, hvor man kan håbe, at den bliver en smule billigere end biler produceret i Japan med den dyre japansk valuta, der for tiden gør det svært for japanerne at eksportere.