LAKexperten søsætter ny strategi
To dage med fuldt fokus på kædens nye strategi giver bolden op til næste omgang i et marked i forandring.
Omdrejningspunktet i strategirapporten er en vækstplan, som danner grundlaget for fremadrettede initiativer de kommende år. Kædechef Bo Søndergaard forklarer:
- Den kommende tid byder på nye tiltag. Vi er klar med en række koncepter, som ikke før er set i branchen, og de næste år bliver intensive og lige på. Han forsætter:
- Bestyrelsen har gjort fodarbejdet og på kædeseminaret bidrog alle til at finpudse værktøjerne, som skal være med til, at optimere værkstederne og deres samarbejdspartnere. Nu er vi klar til at sætte handlingsplanerne i gang.
Fokus på uddannelse
For at være bedst muligt rustet er uddannelse af såvel aktionærer som deres medarbejdere vigtig. På kædeseminaret blev uddannelsesplanen for 2011 præsenteret.
- Vi har planlagt intensive forløb, med udgangspunkt i de fokusområder der er udvalgt i strategien. Alle medarbejderne i kæden har mulighed for, at blive klædt bedst muligt på til at imødekomme fremtidige udfordringer, såvel som at sikre den udvikling der er allerede er sat i gang, forklarer uddannelses- og konceptansvarlig Rikke Agerholm.
Uddannelsesplanen byder blandt andet på lederuddannelse og faglige forløb med fokus på procesoptimering og kvalitetssikring.
Sammenhold en del af styrken
Sammenholdet blandt aktionærerne er en vigtig faktor for kædens udvikling, og det lever i bedste velgående, oplyser en pressemeddelelse.
- Vi kommer tættere og tættere på hinanden, og bliver hele tiden bedre til at bruge hinanden i dagligdagen. Når vi er samlet til kædeseminar er der altid godt humør, fortæller Kirsten Elverkjær, LAKexperten Tåstrup Tåstrup Autolakering. Ved tidligere kædeseminarer er det gode humør blevet hjulpet på vej af blandt andre Lasse Rimmer og Mads Christensen. Denne gang var det stand up komiker Linda P., der stod for underholdningen ved middagen søndag aften.