Amerikansk airbrush-ikon til Danmark
I samarbejde med LAKexperten og Psycho Paint byder Elkjærs Lakcenter i Kastrup i påsken indenfor til en tre dage lang workshop med blandt andre airbrush-artisten Craig Fraser.
- Jeg har rigtig store forventninger til besøget. Han er jo en af verdens bedste airbrushmalere, lyder det uden tøven fra Kenneth Elkjær fra Elkjærs Lakcenter.
I virkeligheden er det dog en af medarbejderne hos Elkjærs Lakcenter, der har været det direkte link til, at Craig Fraser indfinder sig i Danmark i påskedagene.
For Simon Mose, der sammen med Kenneth og Jesper Elkjær driver websitet www.psychopaint.dk, har to gange krydset Atlanten for at medvirke på Craig Frasers ugelange workshops i Las Vegas. Og udbyttet, Simon Mose er returneret til Danmark med, forventer Kenneth Elkjær nu vil komme andre airbrush-interesserede til gode.
- Vi kan jo se på Simon, når han er kommet hjem fra USA, at han virkelig har rykket sig. Og det er også en af fordelene ved vores workshop, at den strækker sig over tre dage. Det giver deltagerne en mulighed for at lære flere teknikker, de får større indblik i farverne - der bliver ganske enkelt taget fat i flere emner, end hvis det bare var et traditionelt endags-kursus, fremhæver Kenneth Elkjær.
Som arrangør påpeger Kenneth Elkjær, at der ikke stilles krav til kursusdeltagernes kunnen inden for airbrush. Til gengæld mener Kenneth Elkjær, at sproglige kundskaber er en absolut fordel at tage med til den tre dage lange workshop.
- Jeg vil mene, at man får det største udbytte af workshoppen, hvis man forstår det meste på engelsk. Noget der svarer til, at man er i stand til at se en engelsksproget film uden undertekster. Det går hurtigt, når først Craig er kommet i gang. Han taler hurtigt og bruger også en del slangudtryk og fagsprog. Men skulle der være nogen, som har problemer med at forstå alt det, der bliver sagt, så vil vi være nogen, som kan oversætte undervejs. Men jeg tør godt garantere, at der bliver knald på, lover Kenneth Elkjær.
Stigende interesse
Craig Fraser får i øvrigt kvindeligt selskab under sin optræden hos Elkjærs Lakcenter i Kastrup. Islandske Yrrin Baldursdottir er således også med. Netop de to har tidligere arbejdet tæt sammen og gør det altså nu igen i påsken i Danmark.
I det hele taget mærker Kenneth Elkjær en støt stigende interesse for airbrush i Danmark. En tendens, som Elkjærs Lakcenter benytter sig af ved at åbne den første airbrush-forretning i Danmark. I første omgang gælder det dog afviklingen af Craig Fraser-workshoppen, hvor 11 ud 20 pladser allerede er afsat.