Plastmager arbejder med F1 biler
Christian Hedelund har netop fået bronze til eksamen som plastmager på AMU Syd i Ribe. Han besidder den nødvendige perfektionisme, det kræver for at lave de tekniske karrosseridele til Formel 1 og DTC biler.
- Hos House of Composites satser vi på motorsport. Det er en niche inden for hærdeplast, hvor vi er eksperter. Jeg elsker mit arbejde, hvor vi har mange spændende ordrer, fortæller den nyuddannede plastmager.
På den lille fabrik med i alt tre medarbejdere inklusiv ejeren er alle ordrer forskellige. Til hver karrosseridel laves en tegning og en form. Formen bruges til vakuumstøbning af delen. Vakuummet gør, at der skal bruges et minimum af bindemiddel (epoxy), som vejer mere end selve fiberen. Det gør det færdige produkt lettere.
Christian Hedelund har fået sin erfaring og viden inden for hærdeplast gennem en lang karriere hos blandt andre Velux, Isover og LM Glasfiber. Nu har han bygget en plastmageruddannelse ovenpå.
Hos LM var Christian Hedelund ansat i cirka otte år, men blev fyret i en sparerunde for flere år siden. Han startede hos House of Composites i 2008 og begyndte straks på sin uddannelse til plastmager.
- Nu har jeg papir på det, jeg kan, og det er en stor tilfredsstillelse for mig. Skolen har været inspirerende for mig, og jeg har haft et rigtig godt samarbejde med de dygtige lærere, roser Christian Hedelund.