23948sdkhjf

Bredt samarbejde skal sikre uddannelsen

Autobranchen og Bornholms Erhvervsskole er rykket tættere sammen for at hindre, at hovedforløbene lukker på Bornholm, og lærlinge skal sendes til skoler andre steder i landet.
Bornholms Erhvervsskole og den bornholmske autobranche har fundet sammen for at i fællesskab at sikre, at der stadig kan uddannes automekanikere på Bornholm.

Det årlige antal af automekanikerlærlinge på Bornholm er alene i kraft af øens størrelse begrænset. Finanskrisen har yderligere reduceret antallet, så følgerne kunne blive, at de, der gerne vil være automekanikere, skulle gennemføre deres skoleforløb andre steder i landet end på Bornholm. Men dette ser nu ud til at kunne undgås.

- Som det første skridt har skolen og branchen aftalt, hvornår branchens virksomheder ansætter lærlinge, forklarer uddannelsesleder Jess Hoffmeyer Nielsen fra Bornholms Erhvervsskole.

- Vi er enige om, at der er størst fordele ved, at det sker i årets første kvartal. Så sikrer vi, at holdene bliver store nok, og at lærlingene bliver færdige med deres svendeprøver samtidig. En spredning over hele året gør, at eksempelvis lærlinge ansat i juni måned ikke kommer på deres første skoleforløb før året efter, og så risikerer vi for små hold, mener han.

Forklaringen er, at Bornholms Erhvervsskole får et særligt tilskud fra Undervisningsministeriet til at kunne fastholde uddannelsen med små hold. Ministeriet har dog sat en nedre begrænsning på, hvor små holdene må være før tilskuddet udløses.

Dele-lærlinge

- Vi arbejder også målrettet på at skabe flere lærepladser under den såkaldte deleordning, hvor for eksempel to virksomheder deler én lærling, siger Jess Hoffmeyer Nielsen.

- Denne praksis er ikke så udbredt endnu, men den kan medvirke til, at vi kan skabe flere lærepladser uden at skulle presse ansættelse af en "hel" lærling ind i en mindre virksomhed, hvor der ikke er beskæftigelse nok.

Jess Hoffmeyer Nielsen har haft møde med Erling Munk, som efter at han for nogle år siden afhændede Bilhuset Bornholm A/S har fungeret som koordinator for flere projekter for autobranchen på Bornholm, blandt andet klyngesamarbejdet bornmholmerbiler.dk, hvor otte af Bornholms største autoforhandlere har holdt fælles messe og har fælles hjemmeside for salg af brugte biler.

Fokus på uddannelsen

- Branchen har taget godt imod skolen og tager problematikken alvorligt. Udfordringen ligger først og fremmest i risikoen for, at hovedforløbene i yderste konsekvens kan lukke på Bornholm. Dette vil stille større krav til branchen, da de så skal sende deres lærlinge til en skole et andet sted i landet. Som uddannelsesleder med ansvar for blandt andet mekanikeruddannelsen, vil jeg kæmpe for at opretholde denne uddannelse på øen, og derfor er det absolut nødvendigt, at der er et tæt samarbejde med branchen, understreger Jess Hoffmeyer Nielsen.

Med den positive holdning, der er fra autobranchen er han dog nu sikker på, at kunne fastholde hovedforløbsuddannelsen inden for mekanikerlinjen på Bornholms Erhvervsskole. Og med branchens imødekommenhed glæder han sig over, at der er sat fokus på den del af uddannelsen

Første skridt

- Jeg er sikker på, at dette kun er første skridt, og at vi kommer til at udvikle en masse i dette forum inden for uddannelse til glæde for autobranchen, Bornholms Erhvervsskole og selvfølgelig lærlingene, siger uddannelsesleder Jess Hoffmeyer Nielsen.

Også Erling Munk har tidligere fremhævet det konstruktive samarbejde. Ikke mindst i lyset af, at flere mekanikere nærmer sig efterløns- og pensionsalderen. Det er meget afgørende for branchen, at der stadig kan uddannes automekanikere på Bornholm, som må leve med, at mange unge forlader øen for at uddanne sig.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.089