23948sdkhjf

Løbet rundt for ham i 40 år

Den 1. august har Oskar Bachhausen jubilæum med salg af Yokohama-dæk. Et spændende liv, og han fortsætter i branchen.
Oskar Bachhausen i Herning har altid arbejdet med salg af dæk. Han er 63 år og har ikke planer om at stoppe foreløbig, selv om han kan fejre 40 års jubilæum med Yokohama-dæk den 1. august. Derimod kan Oskar Bachhausen se tilbage på en spændende udvikling, hvor der er sket en del undervejs i hele bilindustrien.

Den erfarne dækmand er meget sportslig og dyrker skiløb i vintersæsonen i Sydeuropa eller Canada og holder ikke ferie, når andre tager af sted i juni-juli. Han er cyklist på højt niveau og har for eksempel været i USA flere gange med egen cykel og kørt fra San Francisco til den mexicanske grænse.

- Jeg mødte ved et tilfælde nogle amerikanske turister her i landet, som inviterede mig til Californien. Dem har jeg cyklet sammen med på den fine strækning på Highway One mellem San Francisco og Los Angeles og videre sydpå, og jeg har besøgt dem privat, for vi er blevet venner, fortæller Oskar Bachhausen, der har boet det meste af livet i Herning, men er født i Herlev, hvor dæk-karrieren startede for 40 år siden.

Oskar Bachhausen fik ansættelse hos Åge Hempel Autogummi, der havde import af Yokohama, General Tyre, og Veith fra Tyskland, der senere blev til Veith-Pirelli. Åge Hempel havde også import af skibsudstyr. Oskar Bachhausen blev ansat året efter Jørn Rasmussen, der blev salgschef og senere Yokohama-direktør, da Yokohama selv overtog selskabet i 1996. Han gik på pension sidste år ved udgangen af marts, og Kenneth Saust overtog chefstillingen med 14 ansatte.

- Jørn Rasmussen og jeg havde et fortrinligt samarbejde gennem alle årene. Det samme med medarbejderne. Vi har en herlig atmosfære i firmaet med mange jubilæer.

Slutsedler i privaten

Da Oskar Bachhausen startede hos Åge Hempel Autogummi, havde firmaet to selskaber. Hovedafdelingen lå i København og det andet, Scantyre, i Herlev, hvor Oskar Bachhausen begyndte. Men efter et par år flyttede de sammen på den københavnske adresse.

- Jeg flyttede til Herning i 1975 med fruen og to døtre. Der skulle sælges flere Veith-Pirelli dæk, og det gjorde vi, blandt andet som OE-leverancer til Vestas, som dengang fremstillede landbrugsmaskiner, samt til JF Maskinfabrikken i Sønderborg. Vi oprettede også et depot i Herning i Hempel-regi.

- Det gik rigtig godt, men det var en anden tid. Jeg husker, at mange gode slutsedler kom i hus, når vi sad omkring køkkenbordet i privaten hos kunderne. Et dæk i størrelsen 5.2/10 til en Mini kostede kun 35 kroner dengang, og en slange, hvis det var nødvendigt, 3,50 kroner ekstra. Vi brugte ingen penge på markedsføring. Når jeg spurgte Åge Hempel, om der ikke skulle reklameres, svarede han, at den bedste reklame blandt andet var mig ude i marken.

Hempel solgte fra

Åge Hempel solgte dækafdelingen fra i 1991 og ville koncentrere sig om de andre aktiviteter, der gav flere penge i kassen. Dækfirmaet hed nu Linjedæk med en svensker som ejer, og enkelte aktier til blandt andet Jørn Rasmussen og Oskar Bachhausen. I 1995 blev firmanavnet igen ændret til Dækia. Undervejs mistede de Veith-Pirelli, men der var fortsat Yokohama, General Tyre og batterier, som fremtiden skulle bygges på.

Yokohama køber op

I 1996 indledte Yokohama er ny strategi. De ville selv stå for alle lokale afdelinger, og Yokohama blev ny ejer af det danske importselskab. Jørn Rasmussen blev direktør. Det var også dengang, at Yokohama startede motorsportsaktiviteterne, som selskabet var kendt for ude i verden.

- Vores første kontakt her i landet var Kris Nissen, som boede i Tyskland. Kort efter kom John Nielsen med i teamet, og siden er det jo gået slag i slag på bilsportssiden med Yokohama Cup, Advan Cup og som leverandør til de store internationale serier i Europa for standardvogne, også her i landet. Yokohama har et godt produkt. De har den perfekte teknologi, og vi har så godt som aldrig problemer trods mere end 800 numre i programmet, fortæller Oskar Bachhausen. Han har besøgt Yokohama en enkelt gang for otte-ni år siden, hvor man så produktionen og meget andet interessant i Japan.

Trofaste kunder

Bachhausen kan konstatere, at Yokohama får flere og flere OE-leverancer, der startede med de japanske bilproducenter, og nu er udvidet til flere europæiske mærker såsom Audi og Porsche med flere. Oskar Bachhausen fortæller videre, at der aldrig har været røde tal på bundlinjen i de 40 år, han har arbejdet med Yokohama-dæk, og kundekredsen vokser konstant. Mange af de kunder, han i dag betjener i Jylland, er tredje generation. Det ville ikke være tilfældet, hvis produkterne ikke var ok, som han konkluderer.

Uklogt dækvalg

Vinterdæk blev udsolgt sidste vinter, og Oskar Bachhausen mener, at cirka 70 procent af alle danske bilister i dag har både sommer- og vinterdæk. Men for mange, op mod 20 procent, kører fortsat på vinterdækkene. Det er uklogt. De slides hurtigere i det varme vejr, og har ikke samme vejgreb. Jubilaren siger til sidst i samtalen med Motor-magasinet, at han kan se tilbage på 40 herlige år med dæk, gode kollegaer og en voksende kundekreds i det jyske, hvor han servicerer kunderne i Midt- og Nordjylland som salgskonsulent.

Reception den 12. august klokken 12.30-16.30 i Glashuset, Østergade 1A i Ikast.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.063