Autobranchen protesterer mod skrotlov på Borgen
Seks organisationer i Håndværksrådet møder op i skatteudvalget onsdag 1. december på Christiansborg for at imødegå Skatteministeriets tal om reparationsgrænsen.
Lovindgrebet sigter på en årlig gevinst for statskassen på 120 millioner kroner fra øget salg af nybiler, men Håndværksrådet vil liste en række tal op, der er flere gange større end de 120 millioner med modsat fortegn:
1. Autobranchen og relaterede følgebrancher vil tabe en omsætning på mindst en kvart milliard kroner.
2. Dette vil medføre et momstab på mindst 50 millioner kroner.
3. Mellem 500 og 1000 arbejdspladser forsvinder.
4. Dette betyder tilsvarende øgede udgifter til arbejdsløshedsunderstøttelse til 500-1000 mennesker.
5. Betalingsbalancen forringes med 285 millioner kroner, når de skrottede biler erstattes af nye og brugte importbiler.
6. Bilforsikringspræmierne forhøjes med mindst 100 millioner kroner, når flere skadede biler skal erstattes kontant.
Deputationen repræsenterer AUTIG, CAD, DAG, Dansk Autoglas, FAI og SKAD, der samlet dækker 2500 virksomheder inden for autobranchen, oplyser Håndværksrådet. Deres fremmøde sker dagen efter førstebehandlingen af lovforslaget, der foregår tirsdag 30. november om eftermiddagen.