Leverandør til den kongelige Cortina
TP Motorsport og Dansk Cylinderservice A/S i Næstved er de tekniske troldmænd bag flere team i Historisk Motorsport, blandt andet prins Joachims Lotus Cortina.
Ender han på podiet er taknemmeligheden for baglandet givet så meget større, for de to virksomheder har en stor del af æren for, at maskineriet fungerer til den hårde belastning.
Det samme gælder for de 15 til 20 andre biler, som lægger deres historiske biler i hænderne på de to virksomheder.
Jesper Andreasen ejer og driver Dansk Cylinderservice A/S, der er et værksted med speciale i motorrenovering med, hvad dertil hører for såvel værksteder som private.
Det er historien om lærlingen, der ender med at købe sin gamle virksomhed. Jesper Andreasen startede for sig selv i 1998 og fik kolleger med fra Dansk Cylinderservice. En tid var Jesper Andreasen så i konkurrence med sin tidligere arbejdsplads, inden han overtog den.
For tre år siden etablerede firmaet sig på den nuværende adresse, hvor der lå bygninger, som var indrettede til virksomhed i forvejen.
Dansk Cylinderservice A/S er specialist på blandt andet komplet motorrenovering, udboring af motorblokke til foringer og udboring og honing af motorblokke, samt renovering af topstykker.
- Topstykker er der mange, der kan klare. Det er det, der giver den hurtigste omsætning, men det alene kan man ikke drive en forretning på, så vi har det hele med, siger Jesper Andreasen.
- Vi har specialiseret os i at bore gløderør ud. Tidligere var de 12 mm, nu er de bare otte mm, fortæller han.
Nu har han gang i 11 mand, heraf de tre på værkstedet, resten i den reservedelsvirksomhed, der er skudt op.
- Det var CAC, der syntes de manglede en grossist i Næstved. Jeg aftog i forvejen en del af deres produkter, så de kom til mig og spurgte om det ikke var noget for mig at blive Au2partner i det sydsjællandske.
At planslibe topstykker og motorblokke, gevindreparation og afdrejning/slibning af svinghjul er meget mere finmekaniske opgaver end regulært auto-arbejde. Det er noget med tiendedele af millimeter eller mindre, og Jesper Andreasen er da også selv uddannet maskinarbejder, men fik interessen gennem rallysporten, hvor han gik og rodede med motorer.
Den specifikke viden og håndelaget kommer gennem arbejdet, og medarbejderne på værkstedet lærer håndværket i virksomheden.
- Der er ikke noget andet sted, du kan lære det, siger Jesper Andreasen.
Makkeren
Rally kan føre til meget, og for Jesper Andreasen og Torben Poulsen betød deres fælles interesse et arbejdsmæssigt fællesskab, der har varet i 12 år.
Mens Jesper Andreasen sørger for det finmekaniske, arbejder Torben Poulsen efterfølgende med, at topstykker og cylindre bliver skruet korrekt sammen og alle øvrige komponenter til de historiske biler justeres, repareres eller udskiftes.
Ude i naturen
I idylliske omgivelser syd for Faxe har Torben Poulsen opbygget sin virksomhed TP Motorsport i landsbyen Orup. Virksomheden har eksisteret siden 1991. Her er ingen prangende reklamer eller oplagsplads for biler udenfor. Intet signalerer, at her vedligeholdes nogle af de fineste historiske biler, som triller på veje og motorbaner.
Derimod er ingen i tvivl indendørs. Lyst og højt til loftet i værkstedet, og selv om Torben Poulsen undskylder roderiet er det svært for en udenforstående at se, at der er noget at undskylde.
Vi servicerer 10 - 15 specialbiler, blandt andet en særlig royal Lotus Cortina. Det er en fryd at arbejde med den bil. Der er ikke så meget pjat med den, den skal bare fungere og det gør den så også, når der meldes klar til løb.
Torben Poulsen følger med til samtlige af løbene og er der altid, når teamet Cortina racing.dk med prins Joachim, Oscar Davidsen Siesbye og Martin Berner stiller op, eksempelvis i Copenhagen Historic.
Prins Joachim og teamet skal ikke tænke på andet end at køre, jeg skal nok tage mig af de små justeringer, der er behov for undervejs i løbet, siger Torben Poulsen.
Hjemme i Faxe har Torben Poulsen bygget en komplet prøvestand op i et særligt indrettet rum. Det giver et meget meget komplet billede på, hvordan motoren fungerer. Alternativet havde været, at vi skulle have målt på bilen med motoren i og så taget den ud og rettet, hvad vi nu synes og så tilbage i bilen, forklarer Torben Poulsen. Det er de historiske og klassiske biler, der tager meget af tiden, men de almindelige biler er der kommet flere og flere af i det daglige, idet Torben Poulsen valgte at blive selvstændig på fuld tid for knapt to år siden.
Foruden at være teammekaniker for Cortina racing, servicerer Torben Poulsen efterhånden en del racere og historiske biler. Arbejdet kan spænde fra en totalopbygning af en bil til levering af diverse komponenter. Med årene har Torben Poulsen fået skabt sig en masse kontakter i blandt andet England og Sverige således, at han selv importerer specialdele, der bruges på værkstedet og til videresalg.