Ny direktør for Holger
Marco Faulenbach har afløst Jens Lindholm som adm. direktør hos Holger Christiansen.
- Om jeg skal arbejde med renovering eller noget andet, ved jeg endnu ikke. Men for mig er den automotive industri og renovering spændende områder med mange fantastiske mennesker, så jeg vil ikke blive forbavset, hvis jeg vender tilbage til industrien engang i fremtiden, siger Jens Lindholm til bladet ReMaTecNews.
Lindholm er per 1. juni afløst af den 40-årige tysker, Marco Faulenbach, som har arbejdet i Bosch siden 1994. Siden 2005 har han stået i spidsen for divisionen Diagnostics med 1200 ansatte, fordelt på 16 steder i verden.
Marco Faulenbach rykker nu til Esbjerg sammen med sin kone og to børn.
Bosch overtog danske Holger Christiansen A/S for to år siden. Den danske producent af blandt andet renoverede startere og generatorer siden 1963 er kendt for sit sortiment HC-Cargo med cirka 30.000 komponenter inden for autoelektriske dele. Selskabet har 900 ansatte, heraf 350 i Esbjerg. HC hører i dag under Bosch Automotive Aftermarket.