Ung mekaniker mod strømmen
Esben Winther åbner nyt værksted hovedvejen mellem Løkken og Hjørring.
- Der er da tale om en satsning, når man ser på udviklingen i landdistrikterne, men man må jo gå mod strømmen. Jeg har opnået gode byggepriser her i lavkonjunkturen, og jeg er nu klar til det opsving, som jo kommer på et eller andet tidspunkt, siger han til Motor-magasinet.
Esben Winther, som er uddannet automekaniker i 1998, startede oprindeligt værkstedet under navnet Bike Tech i 2007 på kun 50 kvadratmeter på Lønstrupvej i Vennebjerg ved Hjørring og har beskæftiget sig med service, reparationer og salg af biler og motorcykler samt optimering af disse.
Det nye værksted er på godt 500 kvadratmeter på en 6500 kvadratmeter stor grund midt i Hundelev og er udstyret med alskens måleudstyr til moderne biler og motorcykler.
- Jeg valgte stedet ganske enkelt, fordi jeg synes, at Hundelev ligger centralt. Der kører mange mennesker hver dag på hovedvejen mellem Løkken og Hjørring, siger han.
Firmaets mål er at tilbyde auto og mc kunder et professionelt alternativ til autoriserede værksteder og en tæt kontakt til kunden.
I forbindelse med flytningen fra Bike Techs gamle lokaler til Auto og MC Tekniks nye bygning har værkstedet holdt lukket fra den 7. juni til den 1. juli.
Esben Winther etablerede sit værksted som et fritidsjob for tre år siden, og siden har han haft travlt. Så travlt, at han i 2008 droppede fuldtidsjobbet som underviser på Autobranchens Udviklingscenter i Frederikshavn.
Foreløbig er Esben Winther alene i sin virksomhed, men han forventer at skulle ansætte mindst én i det nye værksted. Han har tænkt sig at blive medlem af CAD og overvejer også at komme med i en værkstedskæde.
Mere på www.autoogmc.dk
Der er åbningsreception på lørdag den 3. juli kl. 13-18