23948sdkhjf

Q8 fik højere indtjening

Q8's danske årsregnskab for 2009/2010 viser en stigning i nettooverskuddet fra minus 1,2 million kroner til et plus på 190 millioner. Fremgangen skyldes dels en øget indtjening på salg af olieprodukter, butiksdrift og bilvask, dels konjunkturgevinster på lagre af olieprodukter.
Olie- og benzinselskabet Q8 - Kuwait Petroleum (Danmark) A/S - trodsede finanskrise, nedgang i danskernes brændstofforbrug og en nærmest permanent priskrig på benzin- og dieselområdet og kom ud af regnskabsåret 2009/2010 langt bedre end året før.

Q8's netop udsendte danske årsregnskab viser således en nettoomsætning på 4,930 milliarder kroner efter afgifter og moms. Det er et fald på cirka 20 procent i forhold til året før, hvor Q8 omsatte for 5,628 milliarder kroner på det danske marked.

Driftsresultatet er til gengæld vokset markant – fra 25 millioner kroner i 2008/2009 til 212 millioner kroner i det seneste regnskabsår. Tilsvarende er overskuddet (årets resultat) steget til 190 millioner kroner mod et minus på 1,2 million året før.

Fremgangen kan primært tilskrives to forhold: Dels har Q8 haft en positiv udvikling i indtjeningen fra salg af olieprodukter, butiksdrift og bilvask – hjulpet af stram styring af omkostninger og kredit. Dels har Q8 vendt sidste års konjunkturtab på lagre af olieprodukter, der skyldtes faldende oliepriser på verdensmarkedet.

- Vi er tilfredse med resultatet for 2009/2010. Det viser, at Q8 klarer sig godt på det danske marked trods en mærkbar recession i samfundet, der har lagt en dæmper på omsætningen inden for næsten alle vores forretningsområder. Desuden oplever vi fortsat en intensiv konkurrence på benzin og olie, hvor der har været priskrig i efterhånden adskillige år, siger adm. direktør Steffen Pedersen fra Q8.

Q8 og skatterne

Q8 har formået at vinde markedsandele inden for brændstof, hvilket især skyldes en markant salgsfremgang i Q8's F24 kæde af automat tankanlæg. F24s vækst er udtryk for den generelle trend i det danske samfund, hvor recessionen har fået forbrugerne til at søge mod lavprisprodukter og discount, oplyser selskabet.

Q8 har i dag 176 servicestationer under Q8 varemærket, 57 ubemandede F24 automatanlæg og 32 International Diesel Service (IDS) anlæg.

Hen mod regnskabsårets slutning blev Q8 udsat for en del omtale i danske medier, der havde fokus på multinationale selskabers manglende eller begrænsede skattebetaling i Danmark. Q8 var et af de selskaber, der blev bebrejdet ikke at betale skat.

- Det er korrekt, at Q8 hidtil ikke har betalt skat i Danmark. Men Q8 har overholdt og overholder til stadighed den gældende skattelovgivning. Q8 har i en årrække haft nogle meget store udgifter, som vi har taget i tidligere årsregnskaber på det tidspunkt, de blev afholdt. Men vi har ikke kunnet udnytte fradraget for disse udgifter i vores selvangivelse før nu, hvor forretningen går godt. Og det gør den blandt andet, fordi vi de foregående år har rationaliseret med store éngangsudgifter til følge, forklarer finansdirektør Chrilles Svendsen fra Q8.

I forbindelse med diskussionen om "transfer pricing", skal det nævnes, at Q8's danske afdeling kun handler med sine søsterselskaber i udlandet for et beløb, der svarer til 1,3 procent af det danske selskabs årsomsætning.

Q8's olie og benzin stammer næsten udelukkende fra Nordsøen og købes fra nordiske raffinaderier, der ikke tilhører Q8-koncernen. Og her afregnes efter markedsprisen (den såkaldte Rotterdam notering).

- Q8 vil komme til at betale skat, ligesom alle andre, når vi helt lovligt og helt regulært har benyttet fradragene for tidligere afholdte omkostninger i vores selvangivelse. Dette vil ske inden for en kortere årrække – naturligvis delvist afhængigt af konjunkturer, olieprisudviklingen, konkurrencesituationen og gældende skattelovgivning, fortsætter Chrilles Svendsen

Det komplette 2009/2010 årsregnskab for Q8 kan fra den 24. juni hentes som pdf-fil på www.q8.dk/ aarsrapport
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094