Kør GTI på familiebudget
Analysen fortæller blandt andet, at mens det koster 3,69 kroner per kilometer at køre i eksempelvis en Fiat Bravo 1.4 TJET Sport med 150 hk på hvide plader, så koster det kun 3,24 kroner i en Volkswagen Scirocco 1.4 TSI varebil - eller van - med 160 hk på papegøjeplader. Forsikrings- og serviceudgifter er ikke medregnet.
Så selv om køberen af Sciroccoen på papegøjeplader må betale 20.160 kroner ekstra i misundelsesafgift eller privatbenyttelsesafgift over de fire år, analysen løber, så sparer han eller hun i den sidste ende godt 36.000 kroner på at vælge Sciroccoen. Det skyldes blandt andet en lav afskrivning på Sciroccoen og en lavere renteudgift på grund af den 57.000 kroner lavere pris. Men bagsæderne må man til gengæld undvære.
Analysens mest totaløkonomiske varebil er Seat Ibiza SC 1.4 TSI Cupra van med 180 hk, der koster 3,02 kroner per kilometer at køre i. På hvide plader er den mest totaløkomomiske bilmodel en Mitsubishi Colt 1.5 T Raillart Coolpack med 150 hk til 2,83 kroner per kilometer.
Dyrest er Subaru Impreza 2.5 WRX AWD med 230 hk til 9,45 kroner per kilometer. Synderen er her et gigantisk værditab på 488.000 kroner på fire år.
Chefanalytiker Niels Grøftehauge fra Bilpriser.dk mener, det må overraske mange, at varebilerne har et så lavt værditab, og derfor ender med at være billigere at køre i end hvidplade-bilerne. Det skyldes, at disse varebiler køres af bilister, der ikke kunne drømme om at smide værktøj eller byggematerialer ind bagi bilen. Desuden mener han, det vil det holde prisen oppe, at det vil være nemt at finde bagsæder til de rappe bilmodeller, hvis man om fire år vil indregistrere dem som personbil på hvide plader.
Se hele analysen på www.bilpriser.dk