Elbil-infrastruktur skal testes blandt danskerne
Edison-projekt giver mulighed for at teste elsystemet i virkeligheden.
Det er slut med forsøg i laboratorierne. Nu skal systemet omkring etableringen af elbil-infrastrukturen testes i det virkelige liv blandt danskerne. Edison projektet som er det største demonstrationsprojekt endnu set på dansk jord løfter sløret for de foreløbige resultater i projektet og præsenterer nogle af de elementer, man ønsker at teste på Bornholm næste år.
- Vi ved alle, at elbilerne kommer men hvad med infrastrukturen? Det er det Edison-projektet handler om. Vi har i en længere periode forsket, testet og analyseret i laboratorierne. Inden for det kommende år flytter vi vores forskning væk fra laboratorierne og ud blandt danskerne, når vi tester i vores forskningsprojekt på Bornholm. Det vil give os mulighed for at teste elsystemet i virkeligheden, sikre os de nødvendige erfaringer samt bringe elbilen op i danskernes øjenhøjde, siger Jørgen S. Christensen, afdelingschef for forskning og udvikling i Dansk Energi samt projektleder for Edison.
Projektet præsenter blandt andet overvågningen og styresystemet af de mange elbiler, der skal testes samt opladning af elbil via sms fra mobiltelefonen og hele testprocessen omkring lynopladning af batterier.
- Det siger sig selv, at det kræver en del af vores nuværende elsystem at integrere flere tusinde elbiler. Det skal derfor testes grundigt, inden vi ruller det ud til hele landet. Vores analyser viser os vigtigheden i at styre og overvåge opladningen af 1000-3000 elbiler på Bornholm, og de viser, at der er behov for intelligent opladning. Nu ser vi frem til at få testet det i virkelighedens verden, siger Jørgen S. Christensen.
Edison er dannet som et konsortium med deltagelse af IBM, Siemens, DONG Energy, Eurisco, DTU, Bornholms Østkraft og Dansk Energ og står for Electric Vehicles in a Distibuted and Integrated market using Sustainable energy and Open Networks.