23948sdkhjf

Stor interesse for dansk elbilprojekt

Over 100 eksperter fra ind- og udland var onsdag samlet i Niels Bohr auditoriet på Risø/DTU’s forskningscenter nord for Roskilde for at høre nærmere om det danske elbil-projekt EDISON.
Hvem siger, at elbiler er kedelige og uinteressante. Det gør de i hvert fald helt sikkert ikke på Risø/DTU, hvor omkring 110 interesserede, eksperter og elbils entusiaster onsdag i sidste uge var samlet for at høre nærmere om detaljerne i det dansk/internationale elbil-projekt EDISON.

EDISON står for Electric Vehicles in a Distibuted and Integrated market using Sustainable energy and Open Networks og dækker mere præcist over et dansk forskningsprojekt, der skal forsøge at afdække problematikkerne og udfordringerne i at udbrede elbiler i en større skala i det danske landskab.

Og det er ikke så ligetil endda, hvis rigtig mange elbil-ejere sætter bilen til opladning i stikkontakten på samme tid og på samme tidspunkt, hvor Danmark i forvejen har det højeste elforbrug, nemlig når man kommer hjem fra arbejde. Det er jo det mest naturlige tidpunkt at sætte bilen til opladning inden man går inden døre og får sat sig alt for godt til rette i sofaen foran fjernsynet.

Det er ikke noget problem med det fåtal af elbiler, der kører rundt på de danske landeveje i øjeblikket, eller for den sags skyld, hvis der skulle komme nogle få tusind stykker til. Men hvis interessen for elbiler stiger markant de kommende år, som forskerne bag Edisonprojektet naturligvis håber, så kan det vise sig at blive en alvorlig udfordring for ikke at sige problem for det danske elnet og for de kraftværker, der skal levere strømmen.

Det er overordentlig kostbart at udvide elnettet og kraftværkerne for at forsyne elbilerne i netop i den periode, hvor elnettet er allermest belastet, nemlig ved 17-tiden, hvor danskerne kommer hjem fra og tænder for komfuret, vaskemaskinen, computeren, fjernsynet og lyset. Meget bedre var det, hvis man kunne gøre opladningen af elbilerne intelligent, så de lader op, når der er overskudskapacitet i elnettet - for eksempel om natten, hvor forbruget ikke er særlig stort og hvor elproduktionen fra vindmøllerne typisk også er størst.

- Vi har i en længere periode forsket, testet og analyseret i laboratorierne. Inden for det kommende år flytter vi vores forskning væk ud blandt danskerne, når vi skal teste forskningsprojektet på Bornholm. Det vil give os mulighed for at teste elsystemet i virkeligheden, sikre os de nødvendige erfaringer og bringe elbilen i danskernes øjenhøjde, fortalte Jørgen S. Christensen, der er afdelingschef for forskning og udvikling i Dansk Energi og projektleder for Edison.

Projektet præsenterede på konferencen en demonstration af overvågnings- og styresystemet af de 1.000-3.000 elbiler på Bornholm, der skal testes samt hvordan man kan betale for opladning af en elbil via mobiltelefonen og testprocessen omkring lynopladning af batterier.

For de interesserede var der efter konferencen mulighed for at prøvekøre fem forskellige elbil-modeller, og selv om det øsregnede var interessen ganske stor, ikke mindst for den ombyggede Porsche Cayenne, der udgjorde biltestens trækplaster. Der må dog hverken stå Porsche eller Cayenne på bilen, så den hedder i stedet en RUF Sportster. Så meget for Porsches tanke på en bæredygtig og miljørigtig profil.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094