Fald i bilsalget en enlig svale
Novembersalget af nye biler steg igen og overgik samme måned sidste år med 7,6 procent. Også varebilsalget vokser stærkt.
Da salget, efter to års uafbrudte stigninger, faldt i oktober, spurgte mange sig selv, om kurven nu var knækket. Men med 15.044 solgte nye biler i november blev personbilssalget det bedste i mere end 10 år, og 2011 tegner til at blive blandt de bedste bilår nogensinde. Der er i årets elleve første måneder solgt 154.660 nye personbiler.
- Markedet har udviklet sig utroligt stærkt i november. De private forbrugere køber flere biler end sidste år, og samtidig begynder firmabilssalget for alvor at fylde her sidst på året. Det ændrer også lidt på modelsammensætningen, for selvom de mindste biler fortsat udgør omkring 45 procent af salget, kan vi se, at der generelt er kommet godt gang i salget af de lidt større modeller, siger Bent Mikkelsen, adm. direktør hos De Danske Bilimportører.
Han ser, med afsæt i det fine novembersalg, også positivt på afslutningen af 2011.
- December er traditionelt domineret af det vigtige firmabilssalg og der er klare indikationer på, at også december ender med at blive en fornuftig måned og at 2011 samlet set bliver et rigtigt godt år for bilsalget. Hvordan 2012 vil udvikle sig er derimod noget mere usikkert og afhænger bl.a. af om den økonomiske uro i resten af Europa fortsætter, siger Bent Mikkelsen.
Varebiler vokser kraftigt
Varebilsmarkedet har udviklet sig stærkt igennem 2011, og også i november steg salget betydeligt. Der kom 2363 nye varebiler på gaden, svarende til en stigning på 44 procent sammenlignet med samme måned sidste år.
- Varebilsmarkedet er ved at finde et nyt niveau efter krisen. De private købere er grundet afgiftsomlægninger stort set væk fra markedet, men virksomhederne investerer betydeligt i nye varebiler, og vi er formentlig ved at nå et niveau, der igen kan kaldes normalt efter de rigtigt kedelige år under krisen, siger Bent Mikkelsen. 21.196 varebiler er solgt i årets første 11 måneder.
Lastbilsalget vokser
Indregistreringen af nye lastbiler steg i november med hele 45,7 procent sammenlignet med samme måned sidste år. 319 nye lastbiler blev indregistreret mod 219 i november 2010.
- De høje procentstigninger til trods er der ikke tale om et jubelår for lastbilssalget, men markedet er vendt tilbage til et mere normalt niveau, og vi forventer at 2012 vil føre til en yderligere stabilisering, slutter Bent Mikkelsen. 3393 nye lastbiler er der solgt i årets første elleve måneder.