Bilsalget speedede op i maj
Bilsalget steg pludseligt meget i maj. Men der er ikke umiddelbart tegn på større forbrugeroptimisme, siger bankøkonom.
Bilsalget nærmest eksploderede i maj i forhold til samme måned sidste år. Men det er ikke umiddelbart udtryk for, at forbrugerne generelt er blevet mere villige til at bruge penge, siger chefanalytiker i Danske Bank Steen Bocian.
I forhold til maj 2010 steg salget af personbiler ifølge tal fra De Danske Bilimportører med 27,3 procent til 16.517. Og det er flere end i maj 2008 før finanskrisen, hvor der blev solgt 14.617 personbiler.
I maj blev der også solgt 71,1 procent flere varebiler, i alt 2041. Og der blev solgt 87,6 procent flere lastbiler, i alt 349.
- De kraftigt stigende brændstofpriser er helt klart med til at drive markedet frem, og vi oplever i endnu højere grad end tidligere, at der er fokus på brændstoføkonomien blandt bilkøberne, siger direktøren.
Danske Banks chefanalytiker siger, at boomet i bilsalget er overraskende set i lyset af, at danskernes almindelige forbrug er blevet ved med at stå i stampe siden finanskrisen.
- Tidligere var bilsalget en realistisk indikator for forbrugeroptimismen. Men sådan er det ikke mere. Og stigningen i bilsalget overstiger langt udviklingen i det generelle forbrug, siger Steen Bocian.
- Bilsalget er en separat indikator. Stigningen skyldes, at brændstofpriserne stiger og brændstofbesparende biler er blevet billigere, ligesom leasing har gjort det billigere at køre bil, siger chefanalytikeren og tilføjer:
- Men det kan også være tegn på, at der måske er en vis forbrugeroptimisme at spore.
Han tager stigningen i salget af varevogne og lastbiler til indtægt for, at erhvervslivet er blevet mere optimistiske for fremtiden i og med, at de nu investerer i nye køretøjer.
- Der er ikke tale om en markant forskel i antallet af solgte varebiler og lastbiler. Men der er en markant procentfremgang. Og det er positivt, siger Steen Bocian.
/ritzau/