Bosch øger omsætningen med 15 procent
Det nye år er startet yderst positivt for verdens største leverandør af dele til bilindustrien.
At der igen er kommet gang i hjulene efter finanskrisen viser de mange udvidelser, der for tiden er gang i.
Der skal ansættes yderligere 15.000 medarbejdere til i alt 300.000, før året er omme. Over halvdelen ansættes i Asien-Pacific, 5000 i Kina, 3800 i Nord- og Sydamerika og i Tyskland cirka 900. Bosch havde en omsætning i 2010 på små 210 milliarder kroner, et plus på 29 procent, og det fortsætter i år. Der er fremgang inden for dieselteknologi med direkte common rail indsprøjtnig, specielt fra de europæiske kunder, der frem til 2015 forventes at stige med 10 procent årligt.
Krav om ESC
Det samme med direkte benzinindsprøjtning, der frem til 2015 vil tredobles, og dertil kommer yderligere efterspørgsel på ESC-systemer, der på flere markeder, såsom i Europa, USA og Australien, skal være standard på alle biler fra næste år.
Men der er meget mere i gang hos Bosch, såsom el-bilsystemer med mere. Forleden rundede man 111 millioner styringsdele til airbags, der startede i 1977. Den aktuelle udvikling er Airbag 10 fra Bosch, der er 70 procent mindre end første generation, men med samme virkning, og et mere moderne styringssystem, som er tilsluttet ESC med crash sensorer med mere.
Øger bremseproduktionen
Bosch har netop besluttet at øge produktionen af bremsebelægninger på fabrikken i Mexico til en årlig kapacitet på 12 millioner belægninger, og parallelt øger man produktionen i Kina i løbet af efteråret til fire millioner årligt, ligesom der bygges en ny fabrik tæt på Nanjing, der fra produktionsstarten i efteråret 2012 får en årlig kapacitet på 80 millioner belægninger, når fabrikken er kørt ind.
I Tyskland udvider Bosch Werk Göttingen af bremsesadler, ligesom bremseskiveproduktionen øges betydeligt. Et nyt testcenter er netop åbnet i Vietnam.
Hæder for nyudviklinger
Forleden fik Bosch tildelt den fineste hæder af PSA, Citroën-Peugeot, som leverandør af flere nye udviklinger til Citroën C4 og Hybrid4-teknologien i Peugeot 3008.
Det er i år 125 år siden, at selskabet blev grundlagt af Robert Bosch. Helt nøjagtigt den 15. november. Det kan ikke fejres bedre end nu med de gode tider, Bosch oplever efter krisen i 2008-2009.