23948sdkhjf

Er der penge i elbiler?

Spørgsmålet, om der er penge for branchen i elbiler, blev rejst på et seminar i Horsens, hvor det handlede om de nye biler og erhvervsmulighederne.
Fire foredragsholdere forsøgte at give svar på det svære spørgsmål, om der er muligheder for indtjening på elbilerne i autobranchen og i dansk erhvervsliv. Emnet blev belyst fra flere sider.

Rolf Ebbesen, direktør for rørhalefabrikken Tajco, holdt et oplæg om at gå fra lokal fremstiller af biltilbehør til global- og fast OEM-leverandør til de store bilfabrikker. Jesper Boie Rasmussen fra firmaet ECTunes fortalte om de potentialer, der er inden for lyd til elbiler. Fra Århus Handelshøjskole var det lektor i ledelse, Morten Rask, som holdt et foredrag om bæredygtig vækst i samarbejde med andre, og endelig fortalte Manuel Chaufrein fra PSA gruppens elbils-udviklingsafdeling om markedet og dets udviklingsmuligheder.

Fra Rolf Ebbesen var budskabet tydeligt, og det var, at man var nødt til at tænke globalt og ikke lokalt. Samtidig blev det også nævnt, at det er et langt og sejt træk at blive OEM-leverandør direkte til bilfabrikkerne. En af grundene til, at det er lykkedes for Tajco, er, at man ikke har satset på en bredere palet, men har fokuseret snævert på det, man er god til. Opskriften på Tajcos succes har været en blanding af mange ingredienser som et unikt design, kompetencer inden for den automotive branche, et globalt mål og endelig en kombination af at have været på det rigtige sted på det rigtige tidspunkt.

Lyden af elbil og kontrakter

Som bekendt siger elbiler ingenting, og det rummer en fare i sig selv, da fodgængere og andre trafikanter ikke nødvendigvis bliver opmærksomme på, at et køretøj nærmer sig. Jesper Boie Rasmussen fra firmaet ECTunes understregede, at lyd til elbiler ikke handler om at overdøve det almindelige trafikbillede, men kun om at gøre opmærksom på, at et elkøretøj nærmer sig.

- Lyd til elbiler skal være intelligent, og det skal forstås på den måde, at lyden kun skal være tilstrækkelig høj til at gøre specielt fodgængere opmærksomme på elkøretøjet, og det er også ensbetydende med, at lyden slår fra ved 25 km/t., i kraft af den ikke er nødvendig mere, da dæk- og vindstøj fra bilen nu er så høj, at den er hørbar for fodgængere. Vi satser på at slå os fast som leverandør af lyde til elbiler, og jeg kan nævne, at vi i øjeblikket har kontakt til store og mindre bilfabrikker i henholdsvis USA og Europa, siger Jesper Boie Rasmussen.

Ikke den eksisterende bilindustri

Lektor for ledelse ved Århus Handelshøjskole, Morten Rask, påpegede, at elbilssektoren på mange måder er radikalt anderledes end den traditionelle bilindustri, og at man derfor er nødt til at satse på nye typer af samarbejde, og andre samarbejdspartnere end dem, man traditionelt er vant til at opsøge.

Budskabet fra Manuel Chaufrein fra PSA gruppens elbils-udviklingsafdeling handlede om, at mængden af miljøzoner i byerne ville stige dramatisk i de næste år, og at efterspørgslen på elbiler derfor vil stige tilsvarende. Men han advarede også om, at den danske model med afgiftsfritagelse ikke er nok for at få flere elbiler på vejene. Ifølge ham skulle man gå mere dramatisk til værks og yderligere tilbyde klækkelige rabatter på køb af elbiler.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.099