Januar-bilsalget ligger godt til
Lidt overraskende faldt andelen af leasingbiler i januar med 10 procent, sammenlignet med samme måned 2010, idet 2899 af januars biler blev leaset, heraf 468 til private.
De Danske Bilimportører kalder det lidt utraditionelt for årstiden, at privatkøbene er med til at trække markedet frem.
- Januar ligger på et meget højt niveau, og det nok tvivlsomt, om vækstraten vil fortsætte resten af året. Men vi forventer et positivt marked på niveau med salget fra 2010, hvor bilkøberne vil have fokus på brændstoføkonomien, siger Bent Mikkelsen, adm. direktør for De Danske Bilimportører.
Han finder det utroligt positivt, at vi nu i fem måneder i træk har kunnet se vækst i varebilmarkedet, hvor cirka 90 procent af salget sker til virksomheder.
- Den stabile vækst er en klar indikation på, at investeringslysten er ved at komme tilbage i de små og mellemstore virksomheder, mener Bent Mikkelsen.
319 nye lastbiler blev indregistreret i januar, hvilket er en fremgang på 75 procent sammenlignet med samme måned sidste år. Det kalder DBI imponerende, selv om fremgangen dog skal ses i sammenhæng med et tidspunkt sidste år, hvor krisen ramte transporterhvervet voldsomt.