Nissan Juke deler vandene
Den mindre Juke er et særpræget men velkørende alternativ til den godt sælgende storebror Quashqai.
Juke er mindre end Qashqai og koster i testversionen 279.990 kroner med 117 hk benzinmotor i Acenta udstyrsniveau. Basismodellen har samme motor og koster i Visia udstyr fra kun 244.990 kroner. En version med benzinmotor og 190 hk koster fra knap 300.000 kroner, og med træk på alle hjul 400.000 kroner.
Udstyret i testbilen er markedssvarende på sikkerheds- og komfortfronten, idet Sport Pack versionen også omfatter bakkamera, 17 " elegance hjul, aktive nakkestøtter foran med mere.
Designet synes jeg ser godt ud, men er genstand for en del diskussion. Det er moderne og helt i tidens ånd og tiltalte en del unge mennesker i testugen. Lidt ældre vil synes om den højere kørestilling med det gode overblik, og nemmere indstigning end i en traditionel personbil, hvor man altid sidder lavere.
Det kniber dog at komme ind og ud fra bagsædet ad de smalle bageste døre, og når man stiger ud fra førersædet, skal man passe på ikke at slå knæene, som jeg gjorde. Men inde sidder man udmærket.
Der er plads til fire, måske fem, i kabinen, men bagagerummet er kun på 215 liter med bagsædet i brug, og med foldet bagsæde 830 liter.
Mærkeligt kompromis
Juke virker alligevel som et ejendommeligt kompromis, eller er den udviklet til mindre japanere? I det kolde vejr var der hurtigt varme i kabinen, og varmen i sæderne foran virkede ligeledes hurtigt og kraftigt i to justeringer.
Testbilen virkede lidt stram for nogle, men ikke for mig. Jeg kan godt li at have fuldstændig føling med bilens reaktioner undervejs, som her. Selv den mindste ujævnhed på vejen fornemmes, men bilen lystrer førerens styring forbi de mange frosthuller på vejene, som ikke er den bedste medicin for støddæmpere og dæk.
På trods af det oprette SUV-lignende karrosseri virker Juke næsten som en moderne sportsvogn med de 117 hk, der er til rådighed. Tophastigheden er kun 178 km/t med 0-100 på 11,0 sekunder.
Højt forbrug med CVT
Nissan lover et gennemsnit på 16,6 kilometer per liter. Vi kom ud med 12,5 kilometer per liter på denne kolde tid af året med en del koldstarter, der øger forbruget en del. Et sjette gear kunne bedre forbruget og sænke lyden en smule ved motorvejshastigheder. Gearet er i øvrigt CVT.
Med hensyn til samlekvaliteten og komponenter er der normalt ikke meget at komme efter hos Nissan. I mange år udviklede den japanske bilproducent ret kedelige biler, men på det sidste har Nissan fået godt styr på det mere moderne design med bilmodeller, som tiltaler kunderne. Det viser den store succes for Quashqai-serien, men om Juke kan leve op til storebroderen, kan kun tiden vise.