Tillykke og til gavn
DE UDTJENTE BILER finder stadig i stor stil vej til landets autoophuggere, der sørger for genanvendelse af materialerne i vid udstrækning. I denne uges tema om genbrug portrætterer vi et par virksomheder, der på hver deres måde viser styrke og fremdrift. Og vi hører om det store arbejde i branchen, der, efter EU-krav, skal udvises for at imødekomme krav om 95 procent genvinding i 2015. En af udfordringerne er genvinding af de elbiler i mere eller mindre nye, lette materialer, som mange spår som den nære fremtids køretøjer. Vi har netop været i Berlin til det store Michelin Challenge Bibendum, hvor verden mødtes for at vise og diskutere bæredygtig mobilitet, der skal sikre klodens miljø. Innovationen og viljen er høj vi ser spændt frem til udbredelsen af de nye teknologier, som vi vil berette om i de næste uger.
SIKKERHED ER OGSÅ det underliggende tema for denne uges debatindlæg bagerst i bladet. For hvor stor magt har forsikringsselskaberne egentlig over autobranchen og dermed bilernes sikkerhed ved reparation? Og hvorfor nøjes vi bare med at sprælle i nettet og lade os diktere vilkår, der om få år vil efterlade blot 50-60 virksomheder, spørger en specialist i karrosseri-branchen. For stor magt, efter manges mening. Man kan undre sig over, at det er tilladt den stærke forsikringsbranche at fare frem med de midler, vi tidligere har beskrevet og vil vende tilbage til. Her skulle myndighederne hellere udleve sine razzia-tendenser, så de kunne få syn for sagn om autobranchens udmeldinger, til lykke og til gavn for også mærkeforhandlernes værksteder hos ugens fødselar, D.A.F.