Christian Sørensen skifter kart og klasse
Christian Sørensen er blevet fabrikskører for den italienske fabrik med den nye Tony EVRR kart, som har fået et helt nyt chassis. Karten har fået fin kritik af Formel 1 stjernen Michael Schumacher, der er rådgiver for KSM-teamet, og selv med bopæl i Kerpen.
Det var senior Schumacher der ejede gokart banen i Kerpen, hvor de to sønner Michael og Ralf fik den første lærdom på en bane.
- Jeg skal vænne mig til håndbremsen på forhjulene. Det er meget anderledes end sidste år, men det er spændende og udfordende, udtaler Christian Sørensen, der kan se frem til en travl 2011 sæson. Han fortsætter i Team Danmarks eliteudvikling under Dansk Automobil Sports Union, DASU, som blandt andet giver deltagelse i de udfordrende løbsserier Winning Series Karting, WSK Europa, og WSK Masters.
Han skal igen køre med i kampen om det tyske mesterskab med KSM Motorsport, men først med deltagelse i den traditionsrige Winter Cup 2011 på den Norditalienske South Garda bane, der tæller 102 kørere på startlisten fra 20 forskellige nationer. Det bliver den første styrkeprøve i den nye italienske Tony kart.