Glad for givtigt samarbejde i frivillig lakkæde
Enten vil man, eller også vil man ikke. Holdningen er klar, når det gælder kædesamarbejde - og i Skive vil de gerne.
- Der er fordele og ulemper ved alt, men fordelene ved at være en del af et fællesskab som hos LAKexperten er alt overskyggende, fortæller Michael Pedersen.
Da skibonitterne i 2003 blev aktionærer i LAKexperten var det nysgerrigheden, der var drivkraften. I de efterfølgende år gjorde de ikke så meget ud af tilhørsforholdet, men det har ændret sig og den første store gevinst kom med aktionærernes beslutning om fælles lakleverandør sidste forår. Flemming Agger fortæller:
- Vi har hele tiden bakket 100 procent op om beslutningen og lige fra dag et har vi været glade for at have fået LakGruppen og Dupont inden for ved skiftet i oktober.
Nyt udseende
Når man kommer inden for, er alt som det plejer at være og dog. Ved skiftet af lakleverandør i efteråret flyttede nyt blandeanlæg ind, men det har kunderne ikke lagt mærke til. Næste skridt blev hurtigt taget, og i dag fremstår facaden med nye skilte og næsten hele vognparken har også skiftet udseende, så ingen nu er i tvivl om, at Skive Au2lak er medejer af LAKexperten. Næste større skridt er arbejdstøjet.
Plads til det hele
Forretningen i Skive er alsidig og godt placeret på en stor grund, der giver mulighed for en tilbygning. Hovedområderne er person- og storvogne, men ingen opgaver er for små eller store. De to ejere har delt ansvaret mellem sig: Michael Pedersen styrer slagets gang, når det gælder storvogne og Flemming Agger afdelingen for personvogne. I de to afdelinger er der i alt seks svende, to lærlinge, en sandblæser, en chauffør og en servicemedarbejder.
- Vi har nogle gode medarbejdere, og vi regner med, de er glade for at være her - de har i hvert fald alle sammen været her i mange år, fortæller Flemming Agger.